bookmark_borderEr der en plan?

Der er mange mulige måder at håndtere coronakrisen på, blandt andet:

  1. Vi kan prøve på at opnå flokimmunitet (“herd immunity”) ved at lade mindst 60% af befolkningen blive smittet – og helst i et tempo, hvor sundhedsvæsenet kan følge med.
  2. Vi kan gå i skjul (via hjemsendelse, social distancering og så videre) og vente på en af to ting:
    1. Der udvikles en vaccine.
    2. Coronavirusset dør ud, fordi ingen smitter hinanden.
  3. Vi kan lade dem, som har haft covid-19, opføre sig normalt (altså gå på arbejde, i skole og på besøg), mens alle andre skal holde sig hjemme.
  4. Vi kan isolere alle, som er smittefarlige (ved at teste alle med symptomer), samt alle, de har været i kontakt med.
  5. Vi kan teste alle mindst en gang om ugen, og isolere alle, som er syge.
  6. Vi kan bare lade stå til og acceptere, at sundhedsvæsenet ikke kan hjælpe alle.

corona photoProblemet – som jeg ser det – er, at vi ikke er enige om, hvad planen er, og vi går så rundt med vores egne formodninger og antagelser. Jeg har på sociale medier set folk, der antog den danske plan var nr. 1, andre 2.1, og andre igen 2.2; WHO har anbefalet nr. 4 (men de danske myndigheder har afvist denne plan), og plan 3, 5 og 6 er blevet diskuteret i andre lande.

Men alle planerne kan jo ikke være den officielle strategi på samme tid. Der har været rygter om, at planen egentlig er nr. 1, men at de ikke tør sige det højt. Det er problematisk, da vi jo så ikke kan drøfte, om vi er enige eller ej. Og der er bestemt fagfolk, som bestemt ikke mener, det er en god strategi, fx;

Man skal heller ikke glemme, plan 1 oprindeligt var den britiske strategi, men at de blev tvunget til at opgive den, da det blev klart, det var for svært at måle, hvor hurtigt virusset bredte sig ud, og at der derfor var en stor fare for, at sundhedsvæsenet ville bukke under.

Måske er plan 1 den bedste, vi har. Men det skal i hvert fald siges højt og klart, så vi drøfte fordele og ulemper. Jeg håber, Mette Frederiksen giver os et svar senere i dag.

bookmark_borderPeter JC in memoriam

port in the kitchen photo
Arne, Peter, Jesper, Thomas & Simon tilbage i Sønder Vissing Præstegård tilbage i 2006. Foto herfra: viralbus
Tyverne starter elendigt: Først et brændende Australien og en truende krig med Iran, og nu er min gamle ven Peter Juhl Christiansen (bedre kendt som Peter JC eller Guitar-Peter) afgået ved døden.

Vi var begge tutorer på samme tidspunkt, og sammen med Jesper lavede vi den berømte Russangbog 1994. Da vi havde udvalgt sangene og sat dem i LaTeX, spillede Peter hele sangbogen igennem på sin guitar, mens Jesper og mig sang. Det lød helt sikkert fantastisk.

På cirka samme tidspunkt startede vi en læsegruppe, igen sammen med Jesper, samt Arne og Simon. Emnet var portvin. Vi startede med de billige vine, men med årenes løb fik vi trænet ganerne og begyndte virkeligt at værdsætte den ædle drik. Flere af os flyttede til udlandet, men vi blev ved med at mødes fra tid til anden, og det var planen at mødes snart igen. Vi var jo for første gang i tyve år alle fem bosat i Danmark igen. Nu bliver det aldrig det samme.

Vi var også begge aktive i TÅGEKAMMERET, omend vi ikke sad i bestyrelsen på samme tidspunkt (og naturligvis var vi i al venskabelighed svorne fjender, da jeg var gammel Næstformand og han gammel Formand).

Jeg kommer til at savne Peter. Han var en god ven, og selvom vi ikke mødtes så ofte, kunne vi altid bare fortsætte, hvor vi slap. Da jeg kort kom forbi hans hospitalsseng kort før jul, var han allerede meget svag, men han talte alligevel positivt om portvin og min flytning til Fyn. Jeg ville gerne have kunnet se frem til at drikke pensionistportvin med ham en dag.

Jeg vil gerne til sidst gengive den forsang, vi sammen med Jesper skrev til Russangbogen (mel.: Elefantens Vuggevise):

  1. Nu har vi skrevet en russangbog
    med sange på alle sider.
    Og sangene kan synges smukt,
    hvis altså nu bare man gider.
    Syng til, russenusser! I kan jo godt!
    Og drik en øl eller flere.
    En sodavand, smukt farvet, blo̊t,
    ikke med giftige E’er.

  2. Alene i verden, det er vi ej
    for flinke mennesker hjælper.
    Blandt dem er ric og Jakob især
    og Mor’ndagens Onde Genier.
    Vi fandt mange sange, vi nævner blot én,
    som absolut ikke ku’ synges.
    Vi gav den fluks en ny melodi,
    og nu kan den immervæk nynnes.

  3. Vi har en del problemer haft
    – nej, nu bliver det vist for LaTeXnisk!
    Istedet vil vi synge om
    hvorfor denne bog er fantastisk…
    Den har sange, både for store og små
    som alle kan spilles på elbas.
    Det véd vi fordi den skrevet er
    af Peter, Jesper og Thomas.

Mindet om Peter vil leve meget længe.

bookmark_borderGodt Nytårti igen!

hogmanay photoDet er interessant at genlæse det blogindlæg, jeg skrev for ti år siden.

Heldigvis prøvede jeg ikke at forudsige ret meget, men jeg anede tydeligvis ikke, at skotsk selvstændighed ville komme til at fylde så meget i min liv…

Nu er jeg tilbage i Danmark, og det var jeg slet ikke forberedt på. Flytter jeg til et nyt land hvert årt?

Jeg tør ikke forudsige noget overhovedet – jeg håber bare, verden bliver lidt mindre vanvittig (mindre Brexit, mindre Trump, mindre climate denial).

Nyd tyverne!

bookmark_borderNationalisér Sygeforsikringen “danmark”!

dentist photoDanmark er på mange måde et meget egalitært samfund med en udpræget retfærdighedssans, så for folk, der flytter hertil fra udlandet, kan det virke underligt, at flere ikke er forargede over de høje priser på tandlægebesøg, receptpligtig medicin og briller.

Jeg spekulerer på, om det mon skyldes, at næsten halvdelen af befolkningen (2,5 mio. mennesker) er medlem af Sygeforsikringen “danmark”, der som bekendt giver tilskud til netop tandlægebesøg, medicin og briller.

Desværre kan man ikke melde sig ind, hvis man allerede er syg, hvilket vel rammer kronisk syge, fattige og udlændinge uforholdsmæssigt hårdt – de fattige, fordi kontingentet er oplagt at spare bort, hvis man ikke bruger det meget, og udlændinge, fordi mange af dem først flyttede til Danmark, da de allerede havde en kronisk sygdom.

Hvis betydeligt færre borgere var medlem af “danmark”, ville presset på politikerne for at øge tilskuddet til tandlæger, medicin og briller sandsynligvis blive så stort, at de ville handle, men som situationen er, betyder det, at et flertal er tilfredse med status quo.

Jeg synes derfor, man skal overveje at nationalisere “danmark”. Man kunne gøre det obligatorisk at være medlem, hvor staten så dækkede meromkostningerne ved at lukke kronisk syge ind og i øvrigt betalte kontingentet for folk på overførselsindkomster, men ellers lod sygeforsikringen køre videre uden større indblanding. Det ville i praksis bringe Danmark på linie med mange andre EU-lande, hvor det er obligatorisk at betale kontingent til en sygekasse. Det ville med et snuptag gøre tandlægebesøg, medicin og briller meget billigere i Danmark, og omkostningerne ville vel være overskuelige.

bookmark_borderHvis man vil have meget, skal man have et alternativ

alternative photoNu hvor den Socialdemokratiske regering er blevet dannet, er det måske værd at se på, hvor meget De Radikale og Morten Østergaard har fået ud af forhandlingerne, og det er ikke meget, så vidt jeg kan se. En del klima- og udlændingeforbedringer, men det var jo også ting, som Enhedslisten krævede. Og så en forlængelse af Margrethe Vestagers ansættelse i Bryssel.

Det er naturligt nok – der var vel kun to alternative parlamentariske grundlag til den regering, der blev dannet:

  • SV: meget nem at danne, især hvis man kunne sende Løkke til EU, og den ville potentielt være meget stabil.
  • VOKRI: svær at danne, fordi regeringen ville skulle kunne støttes af både DrV og DF, og det ville være meget vanskeligt for Morten Østergaard at bakke op om, når han nu havde talt så meget om et paradigmeskift.

Så i en forhandling mellem Mette Frederiksen og Morten Østergaard er det ret oplagt, hvem der havde de bedste kort på hånden: Det havde Socialdemokraternes formand, fordi truslen om at danne regering med V var meget mere realistisk end en radikal støtte til en fortsat Løkke-regering med DF som parlamentarisk grundlag. Og ikke mindst, fordi De Radikale havde lagt så meget vægt på at sætte DF uden for indflydelse.

Det er bare sådan, det er. Problemet er nok, at Morten Østergaard efter valget opførte sig, som om han var tungen på vægtskålen og kunne bestemme alt, når han i realiteten havde valgt side og ikke realistisk kunne pege på en højrefløjsregering.

Hvis man vil have mere magt, end mandaterne tilsiger, skal man have alternativer. Præcis som i en lønforhandling – det er meget nemmere at få mere i posen, hvis man har fået et tilbud om et godt job et andet sted, end hvis man ikke har nogen alternativer (og chefen er klar over det).

Og det betyder ikke, man skal pege på sig selv som statsministerkandidat, som Uffe Elbæk gjorde det. Det er fint nok at indrømme, man ikke selv har nogen realistisk chance for at blive statsminister, men hvis man ikke kan true med at gå sammen med den anden side, er man ikke tungen på vægtskålen, og så får man altså ikke ret meget indflydelse.

Nu bliver det interessant at se, om Mette Frederiksen i lovgivningsarbejdet hovedsageligt vil benytte sig af sit parlamentariske grundlag, eller om hun til tider vil lovgive sammen med Venstre og andre partier til højre for midten. Om De Radikale vil lave aftaler uden om regeringen sammen med VOKI. Og om SF, Enhedslisten og De Radikale vil gøre livet usikkert for regeringen, hvis de ikke er tilfredse med dens resultater.

PS: Syv kvinder ud af 20 ministre er godt nok ikke mange – og bortset fra statsministerposten er de ikke så tunge, at det gør noget. Det er meget skuffende, især i en tid, hvor så mange andre lande lægger stor vægt på ligestillingen, når de danner regering.

Der er heller ikke aldersmæssigt en regering, der ligner befolkningen. Ministrenes fødselsår er 1977 ± 6 (ældste født i 1963, yngste i 1986), hvorimod Lars Løkke sidste regering var født i 1970 ± 10 (ældste født i 1947, yngste i 1983).

Det er altså ikke godt nok.

bookmark_borderUnder dobbeltdynen i mørket

two single beds photoI Skotland er det naturligt for et par at sove under en dobbeltdyne i en dobbeltseng, og naturligvis i et mørkt rum.

Naturligvis er dobbeltsenge ret normale i Danmark (men en tur gennem Ikea Odense får mig til at tro, de er relativt mindre udbredte end i Skotland), men dobbeltdyner ser ud til at være ret sjældne. Hvorfor dog det? Det er da så dejligt at dele en dyne!

Har det mon noget med det faktum at gøre, at man i Skotland normalt slukker for varmen natten over, hvorimod man i Danmark har opvarmede soveværelser? Det betyder jo, at det kan blive ret koldt i soveværelset om vinteren i Skotland, og så er det jo rart at kunne varme hinanden op.

Og nu vi er ved sengene: Hvorfor er hovedpuderne i Danmark kvadratiske, så de typisk går ned under ryggen, hvis man ligger nær hovedgærdet? Britiske puder er aflange, så de kun støtter hovedet og nakken, hvilket forekommer mig at være mere logisk og behageligt.

I øvrigt mangler mange danske senge også ordentlige hovedgærder, hvilket gør det ubehageligt at sidde op i sengen i længere tid. Er morgenmad på sengen blevet afskaffet?

Heldigvis kan man jo sagtens indrette sig et dejligt skotsk soveværelse i Danmark, med mørklægningsgardiner, kølige temperaturer, store tykke dobbeltdyner, aflange puder og polstrede hovedgærder, så vi skal nok finde os tilrette, men hvorfor er det dog, så mange danskere foretrækker at sove i lyse værelser under enkeltdyner i senge uden hovedgærder, med puder, der går langt ned under ryggen?!?