I morges stod jeg kl. 7.45 som altid ved busstoppestedet på Harvie Avenue.
En mindre haglstorm rasede om ørene på mig og de ti andre morgenfriske mænd og kvinder, der stod og prøvede at holde varmen i busskuret. Normalt står en eller flere uden for skuret, men vejret var simpelthen for dårligt.
Endelig dukkede bussen op, og vi begyndte at forlade skuret. Men i stedet for at standse trykkede chaufføren speederen i bund og drønede forbi os. Han vil sikkert hævde, han ikke så os, men han burde da vide, der altid er nogen, der skal med fra det stoppested.
Jeg gik hjem igen og overtalte Phyllis til at køre mig til toget. På vejen kørte vi forbi en af de andre, der havde fået samme idé. De andre tog vel bare næste bus og kom for sent på arbejde…
