Supersygehuse



The Birmingham Super Hospital
Originally uploaded by ell brown

Den nuværende dille med at nedlægge de små sygehuse og erstatte dem med nybyggede supersygehuse er en international tendens, ikke kun en dansk.

Jeg vil spå, at om en årrække vil det blive set som en af vor tids største fiaskoer.

Idéen om at samle specialerne, så fx hjertekirurgerne kan operere på hjerter hele tiden i stedet for et par gange om året, er jo i og for sig udmærket.

De to hovedproblemer er flg.:

For det første bliver afstandene alt for store. Patienter ligger jo som hovedregel ikke alene på sygehuset, men bliver fra tid til anden besøgt af deres familie og venner. Det giver alt for meget besvær for dem, hvis de skal rejse i timevis hver gang.

For det andet bliver hospitalerne alt for store. Det betyder for det første, at de for personalet bliver meget svære at identificere sig med og tage ansvar for, og for det andet, at de bliver umulige at lukke ned, hvis der opstår et problem (fx infektioner).

P.g.a. disse problemer vil jeg tro, at man om et årti eller to vender rundt på en tallerken og begynder at erstatte de store sygehuse med en masse små lokalsygehuse, som de specialiserede læger så enten rejser rundt til eller hjælper på afstand v.h.a. internettet.

Små sygehuse (fx ét i hver kommune) vil få kraftig lokal støtte, og det vil være nemt at sætte navn på eventuelle problemer, så de ansatte vil føle et personligt ansvar.

Det bliver naturligvis lidt træls for overlægerne at skulle rejse land og rige rundt, men jeg vil tro, at videokonferencer og fjernstyrede skalpeller og den slags vil kunne minimere det.

Jeg gad vidst, hvad de nye supersygehuse vil blive brugt til i 2030 – lagerhaller?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.