Vale, Hans H. Ørberg!

Jeg opdagede først i dag, at Hans H. Ørberg afgik ved døden den 17. februar i år, 89 år gammel.

Han var forfatter til det fantastiske latinkursus Lingua Latina per se illustrata, som formår at lære den interesserede elev latin uden at bruge andre sprog end latin overhovedet.

Denne måde at skrive sprogkurser på (“Naturmetoden”) var ikke Ørbergs egen opfindelse (se nedenfor), men han forfinede den og holdt fast i den, da den ellers var ved at gå i glemmebogen.

Jeg overvejede en overgang at skrive speciale om Naturmetoden, og jeg udvekslede derfor et par emails med ham. I maj 2001 skrev han flg. til mig:

Arthur M. Jensen er idémanden bag naturmetoden især inspireret af Otto Jespersen og den ‘direkte metode’, men han har mig bekendt aldrig skrevet noget om den teoretiske baggrund for metoden – selv henviste han altid til sit forord til det engelske (og franske) kursus. Han har heller ikke selv formået at praktisere metoden i synderlig grad, for hans forfatterskab indskrænker sig vistnok til de indledende, temmelig indholdsløse kapitler af ‘Engelsk efter Naturmetoden’, resten er, så vidt jeg véd, skrevet af hans datter Thurid Grièse (og hendes mand?) og for en del af Knud Schibsbye; det franske kursus er skrevet af Oleg Koefoed (bortset fra kap. 1-8, som Thurid Grièse har ansvaret for), og det italienske og russiske kursus er helt igennem skrevet af Oleg Koefoed. Alligevel står Arthur M. Jensen som forfatter på titelbladet! Det ønskede han også på det latinske kursus, som han knap nok har gennemlæst, men det protesterede jeg imod. Da jeg forelagde ham mit første udkast i 1952 foreslog jeg titlen ‘Lingua Latina per se illustrata’, men det blev afvist til fordel for ‘Lingua Latina secundum naturae rationem explicata’ (ordet ‘naturmetoden’ skulle indgå i titlen).

Selv er jeg ikke nogen teoretiker, praksis er for mig det vigtigste (og det skal ikke nægtes at det var en hård opgave at tilpasse denne form for direkte metode så den kunne praktiseres på et grammatisk sprog som latin), men i de foredrag jeg har måtte holde om mit latinkursus ved forskellige lejligheder, har jeg prøvet at formulere principperne for hvad jeg kalder ‘kontextuel induktion’ – sidste gang 19. maj i år ved en konference for franske latinlærere i Paris. […]

Arthur M. Jensen var først og fremmest forretningsmand og hans virksomhed ‘The Nature Method Institutes’ havde stor succes i mange europæiske lande, hovedsagelig med det engelske kursus. Jeg var fast medarbejder 1952-61 med den opgave at skrive kursus i latin. Da det var helt færdigt i 1957, arbejdede jeg med metodisk kontrol af Oleg Koefoeds italienske og russiske kursus foruden med følgemateriale til og revision af det latinske. I 1961 søgte jeg tilbage til gymnasieskolen (Ordrup Gymnasium) og kom i 1963 til Grenå. Herfra samarbejdede jeg med Erik Hoder og Knud Schibsbye om en tiltrængt revision af det engelske kursus, som ikke nåede at blive gennemført.

Arthur M. Jensen døde i slutningen af 60’erne og virksomheden blev først videre af hans yngre kompagnon Erik Hoder, som længe havde været den egentlige leder. Erik Hoder døde i 1975, og derefter gik det rask tilbage for virksomheden, som helt ophørte i løbet af 80’erne. Derfor kan man nok ikke få naturmetodekurserne i de moderne sprog idag (især det italienske kursus er fortrinligt).

Som det ses, var der ikke skrevet meget lingvistisk om metoden, så jeg opgav at skrive speciale om den.

Lige siden har jeg dog ment, at det er en stor fejl, der ikke findes Naturmetode-kurser i alle sprog. Jeg brugte selv et tilsvarende kursus til at lære esperanto med, “Esperanto la? Naturmetodo/Esperanto la? Metodo Friis” (den anden titel blev vist taget i brug, da Friis opdagede, han ikke han lov til at bruge varemærket “Naturmetoden”), og det var også fremragende.

Hans H. Ørberg er nok død, men hans værk vil leve i meget lang tid!

6 thoughts on “Vale, Hans H. Ørberg!”

  1. Har han ikke fortælle dig, hvem var, der skrev den tyske del? Der var også spansk del. Humboldt Institut på Vien sælger dem for freaky høje priser, undtagen tysk, af ukendt grund.

  2. Ja er meget interesseret i at vide hvor man kan faa Naturmetoden paa italiensk og de andre sprog i Danmark, fordi det findes her (i Wien) ikke, specielt italiensk. Bare ved det naevnte institut, men det er uforskammede priser. Latin har jeg allerede, fransk og ialiensk har jeg tabt, og de andre varianter kender jeg ikke (undtagen spansk, som ogsaa udgives af Humboldt-Institutet i Wien (med daarlig trykke og slet ikke saa omfattende som den italienske modell-version.

    Tak!

  3. Saa naar de skriver “9 Lehrhefte” i stedet for 16, det er virkelig langt mindre omfattende, og ikke saa som om disse Hefte var tykkere? I saa fald deres nye kinesiske version er lidt utilstraekkelig.

    Jeg forsoegte at koebe tysk paa “Naturmetoden Spraakinstitut” i Sverige (naturmetoden.se), men uden held: de er ophoert med at svare paa mine e-mails.

  4. Jeg har aldrig set kurserne til salg nogen steder (bortset fra det latinske). Resten kender jeg kun fra Statsbiblioteket i Århus, der plejede at have dem alle, så vidt jeg husker.

  5. Indtast “naturmetoden” i Kongelige Bibliotek soeg og Dig vil finde mange interessante. Kun at de ikke har tysk og saa det er ikke brug for mig igen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.