bookmark_borderDet nordiske troldmandsgymnasium



Hogwarts
Originally uploaded by Yersinia

I Harry Potter-bøgerne omtales tre skoler, Hogwarts (Storbritannien og Irland), Beauxbatons (Frankrig) og Durmstrang (muligvis Rusland), men det er ikke oplagt, hvad troldmænd og hekse i andre lande gør, så lad os se på, hvad vi kan udlede om, hvad situationen i Danmark må være.

Først må vi se på størrelsen. Jeg fandt flg. på Wikipedia:

Rowling initially said there are about one thousand students at Hogwarts. She later suggested around six hundred, while acknowledging that this number was still inconsistent with the small number of people in Harry’s year. She further explained that this had resulted from her creating only 40 characters for Harry’s year.

Der er altså mindst 280 elever (7 årgange à 40 elever), men nok snarere 600, og måske 1000. Hvis vi antager, at der relativt er lige mange mennesker med magiske evner i Storbritannien og Danmark, vil en dansk troldmandsskole have mindst 24 elever, men nok snarere 50, og måske 85, fordelt på syv årgange. Det er godt nok ikke ret mange!

Lad os nu se på strukturen. Idéen med at lade børnene gå i normale skoler, til de bliver 11, og så sende dem på kostskole, er meget engelsk, og det er ikke oplagt, at en dansk troldmandsskole ville gøre det samme.

Det er nok mere sandsynligt, at børnene bliver i folkeskolen til og med 9. klasse, og at troldmandsskolen er en slags troldmandsgymnasium med kostafdeling.

Et troldmandsgymnasium ville naturligvis være endnu mindre – der ville kun være mellem 10 og 36 elever, men typisk 22, fordelt på de tre årgange, og jeg har svært ved at forestille mig, at en så lille skole ville være levedygtig.

Det er nok sandsynligt, at man i stedet har en fællesnordisk uddannelsesinstitution på trods af de sproglige udfordringer.

Det er nok tvivlsomt, om der findes videregående uddannelser bagefter. Jeg vil ikke tro, der kan findes meget mere end 500 troldmænd og hekse i Danmark (inkl. spædbørn og pensionister), så hvis man vil lære mere efter gymnasiet, skal man nok en tur til udlandet.