Statsminister Uffe Ellemann, og andre fortrudte sejre



Uffe Ellemann-Jensen
Originally uploaded by Radikale Venstre

Politiken havde for et par dage siden en kontrafaktisk-historisk artikel om, hvad der ville være sket, hvis Uffe Ellemann havde vundet i 1998. Den påpeger, at “Uffes nederlag var meget værre for det moderne Danmark omkring centrum-højre og centrum-venstre, end hans sejr ville have været. Thi tre år senere kom Anders Fogh Rasmussen jo blæsende, og så fik vi hele den lange periode domineret af de populistiske værdier, som Fogh har stået for. Det havde vi ikke fået, hvis Uffe havde sejret over Nyrup.”

Denne teori lyder meget plausibel. Valget i 1998 gav 8 pladser til CD, og 4 til Kristeligt Folkeparti, og Dansk Folkeparti var først lige blevet dannet af udbrydere fra Fremskridtspartiet, så Uffe kunne sikkert sagtens have lavet masser af forlig med midterpartierne.

Ved et hypotetisk valg i 2001, lige efter “9/11”, ville Uffe Ellemann sikkert have vundet stort over Mogens Lykketoft (som nok var den sandsynlige leder lige efter Nyrup).

I 2005 var udfordreren muligvis blevet Frank Jensen (Helle Thorning-Schmidt havde i hvert fald ikke været klar endnu), og han havde måske vundet, især da Uffe Ellemann havde det med at dele vandene.

Vi havde i så fald på nuværende tidspunkt haft et valg mellem statsminister Frank Jensen, sandsynligvis mod Anders Fogh Rasmussen, og det havde Frank nok vundet, så det er ikke noget under, hvis folk på venstrefløjen nostalgisk drømmer om at have tabt i 1998.

Artiklen slutter med ordene: “Hvem skal man så stemme på nu? Det er svært at spå.”

Mange af mine borgerlige venner gav i 1998 udtryk for, at de var blevet frarøvet en sejr, der retteligt var deres, og dette skabte basis for de meget revolutionære borgerlige regeringer under Fogh. Man kan man meget vel forestille sig, at en tilsvarende følelse kunne brede sig i den såkaldte “røde blok”, hvis det kommende valg igen ikke fører til ny regering.

Hvis de borgerlige vinder valget i 2011, kan man sagtens forestille sig, at de om ti-femten år sukkende vil ønske, at de dog havde tabt snævert i 2011, så Helle Thorning-Schmidt kunne have sat sig i spidsen for en kortlivet midtsøgende venstrefløjsregering, i stedet for i 2014 at have tabt stort til en meget mere yderligtgående SF-ledet regering.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.