Engelsk eller dansk



026/365 – Let it snow!
Originally uploaded by kmardahl

Handelshøjskolen i København (eller Copenhagen Business School, som de kalder sig nu) blev vist ret sure, da en af deres kandidater fik at vide, at hun ikke kunne blive dansk statsborger, da hun havde fuldført et engelsksproget studium:

Af Justitsministeriets (Indfødsretskontorets) afslag af 16. november 2011 på Pavlina Ivanovas ansøgning om at opnå dansk statsborgerskab ved naturalisation fremgik det, at ”ministeriet ikke finder, at du kan omfattes af reglerne i § 11 i cirkulæreskrivelse nr. 61 af 22. september 2008 om retningslinjer for naturalisation, idet man ikke anser din cand.merc.-uddannelse i Finance and Strategic Management fra CBS for at opfylder betingelsen om at uddannelsen skal være ”af dansk karakter”, eftersom undervisningen og eksaminer på uddannelsen udelukkende er foregået på et andet sprog end dansk.”

Den var ny. En cand.merc.-uddannelse fra CBS er udviklet og udbudt på et statsfinansieret dansk universitet, er akkrediteret af ACE Denmark, og er godkendt af Uddannelsesministeriet (der sågar har en Styrelse for International Uddannelse, der skal fremme internationaliseringen af de danske uddannelser på alle niveauer, under sig) og er reguleret af dansk lovgivning på lige fod med CBS’ øvrige uddannelser. Skulle den være udansk? Ikke i CBS’ optik.

Men det er jo et interessant spørgsmål. Man kan godt få det indtryk, at danskere synes, at engelsk i Danmark er skønt, så længe det er engelsk talt af danskere, ikke hvis engelsk bruges af udlændinge, der bor i Danmark.

Men sagen er jo den, at den nuværende situation ikke kan forventes at være permanent. Hvis danske uddannelser og arbejdspladser i stigende grad er engelsksprogede, så vil der efterhånden opstå en større og større gruppe af mennesker, der bor i Danmark, men kun taler nødtørftigt dansk, da de bruger engelsk 95% af tiden.

Alt, der mangler, er, at det bliver tilladt at kommunikere med de offentlige myndigheder på engelsk, og så vil gruppen af engelsktalende nydanskere formentlig vokse år for år. Men tiden vil der sikkert også være forældre, som ikke engang kan se pointen i at lære deres børn ordentligt dansk.

Hvis det ikke er det, man vil, så bør man nok snart begynde at værne noget mere om det danske sprogs position ved ikke konstant at øge mængden af sammenhænge, hvor man kan (eller skal) bruge engelsk i stedet for dansk.

Comments

  1. Har MEGET længe personligt anset det for en særdele ubehagelig tendens, at kurser på højere læreranstalter skulle holdes på engelsk. Kan forestille mig, at vi har talt om det før? Kan godt se praktiske sider ved det i nogle sammenhænge, men ser flest negative, og dit eksempel er jo direkte tragikomisk ,(

  2. Det er hul i hovedet at undervise på dansk på universiteterne. Undervisningen på universiteterne skal følge forskningsfronten, og den er ikke på dansk.

  3. Problemet er vel at man sammenkæder statsborgerskab med uddannelse. Undervisning må gerne foregå på Engelsk , og de må hjertens gerne arbejde her. Men det er værd at holde fast i, at statborgerskab fordrer at man behærsker sproget i rimelig grad.

  4. Da jeg i sin tid spillede fodbold i JAI Århus, spillede jeg på hold med en amerikansk udvekslingsstuderende.

    Han havde som erklæret mål at lære lidt dansk i løbet af det år, han var i landet, men de eneste ord, han nåede at lære, var fodboldudtryk som “indover”, “dommer!” og “for helvede”, fordi alle hans medstuderende talte engelsk til ham. 🙂

    I det hele taget er der en stor udfordring forbundet med det danske sprogs overlevelse på længere sigt, nemlig at vi i Danmark er vant til at lære nye sprog. Derfor er det som regel nemmere for os at lære en fremmeds sprog, end det er for den fremmede at lære dansk, og så bliver det danske sprog naturligt udvandet.

    1. Jeg tror godt, dansk kan overleve i meget lang tid, selvom alle dansksprogede også kan engelsk, under forudsætning af, at dansk bruges i mange sammenhænge. Men jeg kunne godt forestille mig, at hvis der opstår en situation, hvor man slår over i engelsk, hvis der er blot én ikke-dansksproget til stede, vil det ikke kræve mange udlændinge i Danmark, der kun kan engelsk, før dansk bliver alvorligt truet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.