Men jeg vil nu gætte på, at de to partier i de kommende årtier kommer til at fortryde, de gjorde et parti fortræd.
Situation nu minder mig om folketingsvalget i 2001, da CD røg ud af Folketinget. Ligesom mange andre radikale var jeg himmelhenrykt, da jeg havde regnet fætter-kusine-partiet for aldeles overflødigt, men konsekvensen var jo, at Anders Fogh nu kunne danne regering uden at inddrage et eneste midterparti. DrV forblev ganske overflødigt, indtil Ny/Liberal Alliance blev stiftet og igen hev nogle borgerlige vælgerne ind på midten.
Jeg gad vidst, om ikke SF-massakren vil få tilsvarende konsekvenser. I teorien kan det da godt ske, SFs tidligere vælgere går til S eller DrV, men hvis de i stedet går til Enhedslisten, bliver det jo meget sværere at danne en stabil regering til venstre for midten, og hvis nogle af dem i stedet går til Venstre, LA eller Dansk Folkeparti, bliver det helt umuligt.
For en S-R-regering vil SF da til alle tider være et mere omgængeligt støtteparti end Enhedslisten, så de skulle da have gjort, hvad de kunne, for at beskytte SF mod vælgerflugt.
Nu ligger Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager, som de har redt. Førstnævnte bliver sikkert den sidste socialdemokratiske statsminister i lang tid, og sidstnævnte har nok sikret, at hendes parti i fremtiden kun kan søge indflydelse mod højre. Virkelig smart!
Det er desværre blot endnu et symptom på, at moderne politikere kun tænker taktisk og næsten aldrig strategisk; de tænker frem til næste valg, men meget sjældent på, hvordan de på længere sigt skal placere sig.
Jeg kender kun én klar undtagelse fra denne regel, og det er Det Skotske Nationalparti (SNP), der har tænkt langsigtet lige siden grundlæggelsen. Naturligvis tænker SNPs politikere også taktisk, men kun for at fremme deres strategiske mål, og det er derfor, de igen og igen udmanøvrerer deres politiske modstandere, både i Edinburgh og i London. Det har jeg skrevet et blogindlæg om på Arc of Prosperity.