Hans Arndt in memoriam

Jakob Steensig havde flg. triste notits i det seneste nyhedsbrev fra det fhv. Institut for Lingvistik:

Hans Arndt døde i onsdags på Djursland Hospice. Hans Arndt var lektor på lingvistik fra midten af 1980’erne til han holdt op for en del år siden. Hans var den som genstartede lingvistik efter at det næsten var forsvundet. Gennem en utrættelig indsats og en helt usædvanlig åben og dialogisk stil lykkedes det ham i løbet af ti til femten år at få lingvistikfaget, hvor der nogle år i firserne var to eller nul studerende som startede hvert år, og næsten kun ham der underviste, til at blive en succes, med nu seks faste undervisere og langt flere studerende som søger, end der er plads til.

Hans var lingvistik i lang tid. Og han var en utroligt vigtig inspiration for mig og mange andre. Jeg håber at jeg og andre der kendte ham, får lejlighed til at fortælle nye studerende og andre ved lingvistik mere om ham og hans inspiration, men lige nu ville jeg bare sikre mig at alle som kendte Hans, får de sørgelige nyheder.

Jakob har helt ret. Da jeg begyndte på lingvistik i 1990, var Hans Arndt reelt hele den lingvistiske del af instituttet. (Der var naturligvis også en ungarsk og en finsk lektor, da det jo dengang hed Institut for Lingvistik, Finsk og Ungarsk – eller Institut for Lingvistik og Underlige Sprog, som det blev kaldt i folkemunde.) På papiret var der en lingvistiklektor til, men han var udlånt til Jydsk Telefon, så i praksis skulle Hans trække hele læsset selv, kun hjulpet af undervisningsassistenter af svingende kvalitet. Det tog en del år, før bemandingen endelig kom op på et fornuftigt niveau, og det var fantastisk flot, at han klarede at holde det kørende i alle årene.

Hans Arndt var en særdeles dygtig underviser, og han var god til at få det bedste ud af en vanskelig situation – fx fik mange af de studerende mulighed for at være undervisningsassistenter i løbet af uddannelsen (jeg underviste fx i Lingvistiske Teorier før 1920 i forårssemesteret 1996), og det lærte vi meget af.

I sine sidste arbejdsår udvidede han sine undervisningsnoter i Sproglig Analyse til en glimrende populærvidenskabelig bog, Sproget: hverdagens mirakel, og det er en bog, som bør stå i ethvert hjem.

Hvad mindes jeg ellers? Hans fine russiskudtale (han var tidligere sprogofficer og havde i 1968 siddet klar i et jagerfly, da de sovjetiske tankvogne rullede ind i Prag). Lejrbål på plænen på hans nedlagte gård. Og hans fine sangstemme, som han gerne brugte til at synge Poul Henningsens sprogsang med:

For mig er sprogets klang
min mors stemme
kort og klart som hammerslag
med venligt sving.
Hver glose blank og rund
og go’ at ta’ på
alle skarpe kanter slidt
ved hverdagsbrug.

De grønne marker,
det krappe sund,
blå solskinstimer
og månens segl.
Alt det har osse ret.
Hver ting til sin tid.
ord skal være redskab først –
og så musik.

Hør jydens seje stød.
Hør øernes syngen
Hør Køvnenhavnerdrengens ‘a’
når har si’r Far.
Det’ livets tumleplads
det’ sprogets havstok.
Her blir tiden skuret til
og vasket ren.

Det fine menneske,
det sjældne digt
La’ dem beholde,
det skrevne ord.
Men det er brugsværdien
i din og min mund.
Sproget står og falder på:
Det talte ord.

Mindet om ham vil leve længe.

PS: Jeg tror desværre ikke, jeg har noget billede af Hans, som jeg kan bruge til at illustrere denne nekrolog med. Hvis du har et, jeg må bruge, må du meget gerne sende mig det!