bookmark_borderHårdtarbejdende studerende?

Aarhus University Aula
Aarhus University Aula, a photo by Gammelmark on Flickr.
Der er flere artikler i de danske dagblade, der påpeger, at danske studerende i realiteten studerer på deltid:

På sundhedsvidenskab svarer de studerende, at de bruger i alt godt 34 timer om ugen på undervisning og forberedelse, hvilket dækker over 19 times undervisning og 15 timers forberedelse. […] På humaniora bruger de studerende i alt godt 22 timer om ugen på at være studerende, og den tid går med knap 8 timers undervisning og godt 14 timers forberedelse.

[…]

Lykke Friis, der er prorektor for uddannelse på Københavns Universitet, siger, at hun havde forventet, at arbejdsugen var længere:

»Der er brug for en kulturændring blandt de studerende, for det skal være et fuldtidsstudium at læse her. Jeg ved godt, at de også har erhvervsarbejde osv., men det at læse skal være hovedbeskæftigelsen,« siger hun.

[…]

I 2011 viste en tilsvarende undersøgelse af studieaktiviteten blandt studerende på Aarhus Universitet, at de brugte 28,5 timer om ugen på deres studium.

Man skal her være opmærksom på, at et fuldtidsstudium kræver ca. 45 timer pr. uge, når man tæller timer pr. år og tager de lange ferier i betragtning. Det burde derfor ikke være realistisk for de fleste studerende at passe et arbejde ved siden af studiet — lønarbejde burde være en ferieaktivitet.

Men jeg må så sige, at jeg ikke har meget tilovers for Lykke Friis’ ønske om en “kulturændring”. Studerende er — som mennesker flest — dovne af natur, og de vil arbejde så hårdt, som det er nødvendigt for at bestå deres eksaminer med et tilstrækkeligt højt gennemsnit, men ikke hårdere.

Men andre ord er det nødvendigt at dumpe de studerende, der ikke arbejder hårdt nok. Man kan ikke på den ene side kræve af universiteterne, at de studerende skal færdiggøre deres studier på normeret tid og at frafaldet minimeres, og på den anden sige, at de studerende skal arbejde hårdt.

Hvis det for en studerende med en for en studerende normal intelligens var umuligt at bestå deres eksaminer, hvis de brugte væsentligt mindre end 45 timer pr. uge, ville de da også bruge den fornødne tid på det. Men i en overgangsfase må man nok forvente, at det store flertal ville dumpe en eller flere eksaminer.

Hvis man vil have en kulturændring, må man gøre det meget sværere at bestå. Så simpelt er det.

bookmark_borderHe’sn’t

Why not
Why not, a photo by Pete Reed on Flickr.
In English, the words “he is not” can be contracted to either “he isn’t” or “he’s not”, but not to *”he’sn’t”. (The same applies of course to “I am not”, “you are not”, “she is not”, and so on, but for simplicity’s sake I’ll concentrate on “he is not” here.)

Any speaker of English thus needs to choose one of the two possible contractions every time this construction comes up, if they want to contract it at all.

An Irish ex-colleague of mine once commented that he’d observed that Scottish people had a tendency to prefer the latter (“he’s not”), and having paid attention to the constructions since then I tend to agree with him. (It’s hard to be certain without a corpus of spoken Scottish English.)

I’ve also been mulling over why this might be the case, and I’ve come up with two possible reasons, both involving the Scots language:

(1) In Scots, the construction “isn’t he” isn’t possible. You can only say “is he no” (“is he not”), never *”isna he”. This might spill over into non-questions.

(2) In Scots, the two possible constructions are “he isna” and “he’s no”. The phonetic distance between Scots “he isna” and Scottish English “he isn’t” is somewhat greater than the distance between Scots “he’s no” and English “he’s not”, so in a situation where Scots is frowned upon, the latter construction might survive better.

I’m also wondering whether some speakers of Scottish English dislike all the negatives ending in “-n’t” because they sound rather mumbled compared to their Scots counterparts that end in “-na”, but I haven’t found any evidence for this hypothesis so far.

bookmark_borderMangel på strategi m.h.t. SF

første pålidelige meningsmåling
første pålidelige meningsmåling, a photo by stilleben [‘stelle:b?n] on Flickr.
Det var ret tydeligt, at både Socialdemokraterne og Det radikale Venstre var ganske lettede over at slippe for SF i regeringen, og på kort sigt bliver alting da også meget lettere.

Men jeg vil nu gætte på, at de to partier i de kommende årtier kommer til at fortryde, de gjorde et parti fortræd.

Situation nu minder mig om folketingsvalget i 2001, da CD røg ud af Folketinget. Ligesom mange andre radikale var jeg himmelhenrykt, da jeg havde regnet fætter-kusine-partiet for aldeles overflødigt, men konsekvensen var jo, at Anders Fogh nu kunne danne regering uden at inddrage et eneste midterparti. DrV forblev ganske overflødigt, indtil Ny/Liberal Alliance blev stiftet og igen hev nogle borgerlige vælgerne ind på midten.

Jeg gad vidst, om ikke SF-massakren vil få tilsvarende konsekvenser. I teorien kan det da godt ske, SFs tidligere vælgere går til S eller DrV, men hvis de i stedet går til Enhedslisten, bliver det jo meget sværere at danne en stabil regering til venstre for midten, og hvis nogle af dem i stedet går til Venstre, LA eller Dansk Folkeparti, bliver det helt umuligt.

For en S-R-regering vil SF da til alle tider være et mere omgængeligt støtteparti end Enhedslisten, så de skulle da have gjort, hvad de kunne, for at beskytte SF mod vælgerflugt.

Nu ligger Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager, som de har redt. Førstnævnte bliver sikkert den sidste socialdemokratiske statsminister i lang tid, og sidstnævnte har nok sikret, at hendes parti i fremtiden kun kan søge indflydelse mod højre. Virkelig smart!

Det er desværre blot endnu et symptom på, at moderne politikere kun tænker taktisk og næsten aldrig strategisk; de tænker frem til næste valg, men meget sjældent på, hvordan de på længere sigt skal placere sig.

Jeg kender kun én klar undtagelse fra denne regel, og det er Det Skotske Nationalparti (SNP), der har tænkt langsigtet lige siden grundlæggelsen. Naturligvis tænker SNPs politikere også taktisk, men kun for at fremme deres strategiske mål, og det er derfor, de igen og igen udmanøvrerer deres politiske modstandere, både i Edinburgh og i London. Det har jeg skrevet et blogindlæg omArc of Prosperity.