Πάντα ῥεῖ – til Fyn fra Skotland

bogense photo
Photo by fugzu
Brexit kan virke meget underholdende, hvis man sidder trygt uden for Storbritannien og spiser popcorn, mens man følger galskaben i fjernsynet. Når man bor herovre, er det slet ikke sjovt, skal jeg hilse og sige. Der er slet ingen klarhed over, hvad fremtiden vil bringe, eller over, hvor hård eller blød Brexit mon bliver. Og den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, blev tydeligvis skræmt af catalanernes uautoriserede folkeafstemning, så det er meget usandsynligt, Skotland kommer til at stemme om uafhængighed igen inden for de næste fem år.

Vi har fået nok af usikkerheden. Vores lille firma kan nok ikke overleve en recession af den størrelse, der nok bliver en uundgåelig konsekvens af Brexit, og vi frygter også, hvad den dårlige økonomi vil betyde for uddannelsessektoren og sundhedsvæsnet m.m. Vi flytter derfor nu til Danmark.

Jeg har fået job som seniorkonsulent ved Dansk Sprognævn i Bogense med start den 1. april (hvilket også er den dag, Sprognævnet flytter til byen – 29. marts er sidste dag i København). Jeg flytter naturligvis nogle få dage før den dag, men Phyllis og børnene følger muligvis først efter en måned eller to senere (afhængigt af Brexit).

Marcel flytter i stedet fra Edinburgh til London, hvor han har fået job hos Lloyds pr. 1. september, og Charlotte er midt i sine studier ved University of Glasgow, så hun flytter på kollegium der, men Amaia, Anna og Léon flytter alle med os til Danmark.

Vi har fundet et midlertidigt sted at bo i Bogense, men vi skal naturligvis have fundet noget permanent så hurtigt som muligt. Vi pønser lidt på at bosætte os i Morud eller Veflinge (se kortet ovenfor), da vi godt kan li’ det område og der er en god skole. Det vil også gøre det lettere at pendle til Odense, hvis Phyllis nu finder et job dér.

I den forbindelse vil jeg da gerne bede om hjælp fra mit danske netværk. Er der nogen her, der kender nogen, der kender nogen i Odense eller på Nordfyn, der har brug for en skotte, der har en MA i fransk og tysk (og noget italiensk), kan forstå dansk (men ikke tale eller skrive det så godt endnu), og som har arbejdet som leksikograf og ordbogsredaktør i det meste af sin karriere? Hun har læst sproglig korrektur på engelske tekster for KU og SDU, og for år tilbage arbejdede hun et år som engelsklærer i Frankrig.

Tilbage til Skotland: Her er alt kaos – huset er fyldt til randen med flyttekasser, og vi har hundrede ting, vi skal nå at ordne på meget kort tid. Jeg håber, vi når det. I særdeleshed håber vi på en udsættelse af Brexit (eller på, at Mays aftale godkendes), da vi umuligt kan nå at sælge huset før den 29. marts.

Det bliver spændende at flytte til Danmark, men det bliver naturligvis også hårdt. Børnene og Phyllis skal meget hurtigt blive meget bedre til dansk, og vi flytter til et område, hvor vi ikke kender ret mange. Og det er ikke sjovt at skulle efterlade to voksne børn, Phyllis’ mor og øvrige familie i et andet land – og især ikke, når dette land snart rammes af Brexit.

Πάντα ῥεῖ (“alt flyder”), som Heraklit sagde. Da jeg flyttede til Skotland, regnede jeg ikke med, det var permanent, men da jeg blev gift med Phyllis, ændrede det sig, og vi gik begge ud fra, vi skulle blive i Skotland. Det virkede også så oplagt for få år siden, at Skotland ville vælge selvstændigheden og prøve på at blive et normalt, nordisk land inden for EU, og nu bliver skotterne i stedet smidt ud af EU mod deres vilje. Jeg aner ikke, hvad fremtiden vil bringe. Jeg håber blot, vores flytning til Fyn i fremtiden bliver noget, vi ser tilbage på som en god ændring. At forblive i “Brexit Britain” ville jo også være en ændring i sig selv, blot en dårlig én af slagsen.

Πάντα ῥεῖ – from Scotland to Funen

bogense photo
Photo by fugzu
As an EU citizen, Brexit has always been a personal worry. I’ve never considered it particularly likely that they’d frogmarch us all out of the country on the 30th of March, but the UK Home Office would just love to extend their hostile environment to EU citizens here, making it difficult to rent or buy property, get a job or access the health service. It’s also clear that Scotland won’t gain control over the powers necessary to prevent this anytime soon.

Brexit will be disastrous in so many other ways, though. The country is already losing large numbers of companies and individuals (including lots of NHS employees), and this will cause a huge recession even if Brexit gets cancelled tomorrow. The NHS will get worse. Universities will get much more insular without access to Erasmus (the programme that allows EU students to study here and Scottish students to study abroad for free). Products in shops will get dearer, less plentiful and less interesting. Politically, Brexit and its consequences will dominate everything for at least a decade, no matter how it ends, and this will prevent the country from solving all the very real problems facing people here.

Phyllis (my wife) and I cannot see how we can keep our company afloat under these circumstances. And we worry a lot about what it’ll mean for the three wee kids (aged 9, 11 and 13). Will they get a worse education than their older siblings? Will they have to pay university fees? Will they be unable to study abroad? And if they all emigrate after graduation because the economic prospects are dire here, will we be unable to visit them abroad because we lost everything in the Brexit recession?

For a long time we hoped that Scotland would launch an independence lifeboat, but it sadly doesn’t seem to be happening soon enough.

So we decided to find a lifeboat of our own. The result is that I’m starting a new job as a senior consultant at the Danish Language Council (the organisation defining the orthography of Danish) on the 1st of April. The Council used to be based in Copenhagen, but they’re relocating on the same day to Bogense, a small town on the north coast of Funen:

It’s quite a nice area (although it’s too flat for our liking) – the schools are good, the houses are cheap, and it’s dominated by tourism. We’ll be within commuting distance of Odense (Denmark’s third city, similar in size to Aberdeen), and it’s only an hour’s drive from Billund (Legoland) Airport.

It means leaving behind the two big kids – Marcel is about to finish university and is moving to London, and Charlotte is currently finishing her first year at Glasgow University, so she wants to stay and finish her degree. Phyllis’s mum and her brother and his family are also remaining in Scotland, and it feels really strange to have to leave them all here. At least salaries are quite a bit better in Denmark than here, so we should be able to come back often. Hopefully we’ll get a house with at least one spare bedroom, because we’re also hoping to get plenty of visitors from Scotland.

Πάντα ῥεῖ (“everything flows”), as Heraclitus used to say. When I moved to Scotland, I thought it was only for a few years, but I then ended up marrying a Scottish lassie, and I then expected to spend the rest of my life here. Now things will be very different, and we can only hope we’ll be happy about this change afterwards. I know for sure I’ll miss Scotland a lot – I’ll always feel partly Scottish. It will be good to escape the Brexit madness, though.

Det ville have været min mormors 100-års-fødselsdag i dag

Idith's birthday
Idith's birthday.
Min mormor ville være blevet 100 år i dag.

Idith, som jeg altid kaldte hende (som ældste barnebarn ville jeg bestemt ikke kalde hende mormor, når alle andre kaldte hende Edith eller Mor), samlede altid familien om sig på sin fødselsdag, så hvis hun stadig havde været i live, ville hun helt sikkert have insisteret på at samle hele familien om sig, og hun ville have trakteret os med jordbærkager og kokosmakroner (sikkert også med andre ting, men de to slags kager var obligatoriske).

Hendes fokus på at fejre sin fødselsdag betød, at man altid kunne være sikker på at se resten af familien mindst én gang om året, og resten af året brugte hun altid megen tid på at fortælle én, hvad de andre lavede, så det havde store konsekvenser for sammenhængskraften i familien, da hun døde i 2000 (to år, før jeg flyttede til Skotland).

Jeg håber, vi måske kan holde en lettere forsinket fødseldagsfest for Idith, når vi er i Danmark i juli i år.

(Min morfar, Otto, var et år yngre end Idith, så ham kan jeg skrive om næste år. Min fars forældre blev født i 1899 og 1900, så jeg var desværre endnu ikke begyndt at blogge, da de ville være fyldt 100.)

See you on Saturday!

My new Arc of Prosperity T-shirt
My new Arc of Prosperity T-shirt, a photo by viralbus on Flickr.
As you’re probably already aware, the 2nd annual March and Rally for Independence will take place in Edinburgh on Saturday (21/09).

I’ll be there, of course, together with my family. We went last year, too, and it was great fun. Have a look at my wife’s photos from the event.

I hope to meet you there, and if you like this blog, please say hello! I’ve got myself an Arc of Prosperity T-shirt, so I should be easy to recognise.

Lad mig præsentere Marcel Buchanan

Marcel
Marcel, a photo by PhylB on Flickr.
For et år siden brokkede Charlotte sig over at skulle tre uger til Frankrig med sin far (deres forhold var mildest talt ikke harmonisk), og resultatet blev, at han slog hånden af hende og nægtede nogensinde at se hende igen, hvilket glædede hende usigeligt.

En måneds tid senere sagde Marcel så, at han ikke ønskede at være hos sin far helt så ofte heller, hvorefter André også slog hånden af ham. Dette var noget af et chok for Marcel, især da det meste af familien i Frankrig tog Andrés parti.

Léon holdt også op med at se André på samme tidspunkt, og vores familie har været meget gladere og roligere lige siden.

Marcel blev 16 for en måned siden, og han blev dermed i stand til at ændre sit navn uden begge forældres underskrift. Han hedder derfor nu Marcel Buchanan og ikke længere Marcel Gautier. Charlotte vil også ændre sit efternavn til Buchanan, så snart hun kan, hvorimod Léon siger, han heller vil hedde Buchanan-Widmann, da han taler dansk (Léon og Anna har konkluderet, at “Buchanan” betyder, man taler skotsk engelsk, og “Widmann”, at man taler dansk).

(Der er naturligvis nogle særdeles gode grunde til, at Marcel og Charlotte ikke ville se deres far ret meget, men det er næppe et passende emne for en blog, som kan læses af alle.)

Historic Scotland and large families

Leon and Anna as King and Queen of Scots in Stirling.
Leon and Anna as King and Queen of Scots in Stirling., a photo by viralbus on Flickr.
We often feel modern companies are on a mission to punish large families. Cinemas, budget airlines and many others charge almost as much for kids as for adults, and the result is that a family with five kids have to pay almost seven times as much as a single person, although they are likely to have more or less the same income.

So it was an absolutely pleasure to join Historic Scotland today. The yearly membership fee for a family with an unlimited number of kids (up to 15 years old) is £84.55, which compares very favourably with the £45.60 that an individual would have to pay.

Historic Scotland is really worth joining, by the way. It gives you free access to lots of famous castles such as Stirling, Edinburgh, Linlithgow and Urquhart, plus a long list of other places and events.

We decided to go to Stirling Castle first, and if you haven’t been, it’s definitely worth seeing. It’s huge, and there are many things to interest the kids, too.

Introducing Rosie

Rosie
Rosie, a photo by viralbus on Flickr.
I’m pleased to be able to introduce the newest member of our family: Rosie Hamster.

We bought her on a farm in the Coatbridge area today. She was born on 12th April 2013 (so she’ll be one month old on Sunday), and she seems to be really lively and not shy at all.

So far she’s just exploring her cage, but we’ll start handling her soon.

If you’re interested, there are some photos of Rosie and her siblings on Facebook, and Phyllis has also created a whole photo album there.

Rosie will hopefully be with us for the next two years or so, so with a bit of luck she’ll live to see an independent Scotland!