Hvad er formålet med Dansk Sprognævn?

radiohuset photo
Photo by seier+seier
Der er i dagens danske aviser flere artikler, der beskriver flytningen af Dansk Sprognævn fra København til Bogense primært fra medarbejdernes synsvinkel (og de er naturligvis ikke glade).

Aviserne er ret ukritiske over for sprognævnets beskrivelse af sig selv. Fx har Berlingske et længere interview med nævnets direktør, Sabine Kirchmeier, hvor hun ikke bliver stillet mange kritiske spørgsmål, ikke engang når hendes udsagn er ret subjektive, som i det flg.:

Dansk Sprognævn er ikke et lukket miljø, hvor vi sidder bag hver vores computer og taster. Vi er en meget udadvendt institution, der laver forskningsprojekter og seminarer og alle mulige andre aktiviteter. Nogle af os er censorer på universiteterne og underviser på universiteterne, og vi har ph.d.-studerende, der bliver vejledt hos os, og studerende, der skriver speciale hos os. Vi fungerer på mange måder som et universitetsinstitut, og hvis man i Moderniseringsstyrelsen, eller hvor man nu har truffet beslutningen, havde læst vores årsberetning, så ville man have set, at vi også får besøg af skoleklasser og holder seminarer om sprog med offentlige institutioner og uddannelsesinsitutioner. Og så videre og så videre.

De aktiviteter, hun beskriver her, lyder ganske rigtigt meget, som om de hører hjemme på et universitetsinstitut. Det underbygges af, at hendes svar på det rimelige spørgsmål, om de ikke bare ansætte nogle andre dygtige sprogfolk er flg.: „Nej, for der findes ikke ret mange med en ph.d.-grad på vores område. Nye medarbejdere skal først uddannes til jobbet, og det tager tre år at tage en relevant ph.d.-grad.“ Jeg har arbejdet i ordbogsbranchen i over femten år, og det er første gang, jeg hører om et sted, hvor der kræves en PhD-grad for at arbejde der (hvorimod det er meget normalt på universiteterne).

Og DSN er jo slet ikke noget universitetsinstitut iflg. loven:

§ 1. Dansk Sprognævn er en statsinstitution, som har til opgave at følge det danske sprogs udvikling, at give råd og oplysninger om det danske sprog og at fastlægge den danske retskrivning.

Stk. 2. Sprognævnet skal

1. indsamle nye ord, ordforbindelser og ordanvendelser, herunder forkortelser,

2. besvare sproglige spørgsmål fra myndigheder og offentligheden om det danske sprogs bygning og brug, herunder give vejledning i stavning og udtale af udenlandske navne,

3. udgive skrifter om dansk sprog, navnlig vejledninger i brugen af modersmålet, og samarbejde med terminologiorganer, ordbogsredaktioner og offentlige institutioner, der autoriserer eller registrerer stednavne, personnavne og varenavne.

Stk. 3. Dansk Sprognævn skal arbejde på videnskabeligt grundlag. I sit arbejde skal nævnet tage hensyn til sprogets funktion som bærer af tradition og kulturel kontinuitet og som spejl af samtidens kultur og samfundsforhold.

Stk. 4. I sager, som vedrører forholdet til andre sprog, forhandler nævnet med tilsvarende organer i de pågældende lande. Nævnet skal især samarbejde med sprognævn og tilsvarende organer i Norden.

[…]

§ 2. Dansk Sprognævn redigerer og udgiver den officielle danske retskrivningsordbog. Heri offentliggøres den af nævnet fastlagte retskrivning.

Stk. 2. I forbindelse med udgivelse af nye udgaver af retskrivningsordbogen kan nævnet på egen hånd foretage ændringer og ajourføringer af ikkeprincipiel karakter.

[…]

§ 3. Sprognævnet udsender hvert år en beretning om arbejdet. I beretningen eller på anden måde offentliggør nævnet mindst en gang om året et udvalg af de udtalelser, som det har afgivet i årets løb.

Det forekommer mig, at sprognævnet har overfortolket „at følge det danske sprogs udvikling“ „på videnskabeligt grundlag“. De to dele står ikke i samme sætning, men det forekommer mig, at de har opfattet det som et carte blanche til at skabe et universitetsinstitut, der forsker i det danske sprogs udvikling. Problemet er, at det ikke nødvendigvis er det, de får deres penge for. Det undstøttes af en mail fra ministeren til Politiken (intet gratis link):

Kulturminister Mette Bock (LA) afviser, at udflytningen bliver et problem for sprognævnet.

„Dansk Sprognævn løser i dag vigtige opgaver for hele landet, som de også kan løse fra Bogense. Arbejdspladserne vil blive en stor gevinst for byen,“ skriver hun i en mail til Politiken. […] „Sprognævnet løser i dag to hovedopgaver, som handler om rådgivning om sprog og at følge sprogets udvikling. Det er opgaver, som løses digitalt og telefonisk. Det kræver ikke en bestemt fysisk placering i København,“ skriver Mette Bock.

Det er naturligvis møgtræls for de berørte medarbejdere, der troede de skulle arbejde på et universitetsinstitut tilknyttet Københavns Universitet og ikke på et ordbogsforlag i Bogense, men det er jo ikke rigtigt regeringens problem.

Det skulle såmænd ikke undre mig, om de diskret er blevet bedt om at skrue ned for deres videnskabelige aktiviteter (det kunne fx begrunde deres sidste flytning fra universitetet til det gamle radiohus), men at de ikke har villet lytte. Deres struktur (med en direktør, en bestyrelse og et repræsentantskab) kunne godt tænkes at gøre det svært for den siddende kulturminister at gennemtrumfe en ændring på andre måder end ved at flytte dem.

Hvis Dansk Sprognævn opfatter sig som et universitetsinstitut, burde de nok opfordre til, at loven skrives om, så den passer med virkeligheden, og derefter burde de nok blive overført til et af universiteteterne. Alternativet er jo nok at flytte til Bogense og ansatte nogle nye medarbejdere, der er gode til at løse de opgaver, loven har bestemt, de skal udføre.

Emil fra Lønneberg og Julemanden

Emil og Julemanden.
Anna (som lige er fyldt ti) læser hver aften lidt op for mig for at blive bedre til dansk (og jeg læser også højt for hende). For tiden læser hun Emil fra Lønneberg, og det går da også ganske godt.

Nogle gange går det dog galt, som for eksempel, da hun glad og fro sagde flg.:

Emil spejdede op i skorstenen, og da så han noget sjovt. I hullet lige over hans hoved hang en rød julemand og kiggede ned til ham.

„Hej med dig,“ sagde Emil. „Nu skal du se en, der kan klatre!“

I originalen står der „julemåne“, men det er nu ikke nær så sjovt!

På samme måde læste hun flg. et par sider senere, men det var nu måske nok med vilje, for hun gjorde det med et skælmsk smil:

Men i Katholtsøen mellem hvide åkander svømmede Emil og Alfred rundt i det kølige vand, og på himlen hang julemanden, rød som en lygte og lyste for dem.

„Dig og mig, Alfred,“ sagde Emil.

„Ja, dig og mig, Emil,“ sagde Alfred, „Det skulle jeg mene!“

Phyllis bestemte sig i øvrigt for at teste Léon på den første passage, og han begik den selvsamme fejl som Anna, så det må være en oplagt fejl for dansk-skotter.

Det ville have været min mormors 100-års-fødselsdag i dag

Idith's birthday
Idith's birthday.
Min mormor ville være blevet 100 år i dag.

Idith, som jeg altid kaldte hende (som ældste barnebarn ville jeg bestemt ikke kalde hende mormor, når alle andre kaldte hende Edith eller Mor), samlede altid familien om sig på sin fødselsdag, så hvis hun stadig havde været i live, ville hun helt sikkert have insisteret på at samle hele familien om sig, og hun ville have trakteret os med jordbærkager og kokosmakroner (sikkert også med andre ting, men de to slags kager var obligatoriske).

Hendes fokus på at fejre sin fødselsdag betød, at man altid kunne være sikker på at se resten af familien mindst én gang om året, og resten af året brugte hun altid megen tid på at fortælle én, hvad de andre lavede, så det havde store konsekvenser for sammenhængskraften i familien, da hun døde i 2000 (to år, før jeg flyttede til Skotland).

Jeg håber, vi måske kan holde en lettere forsinket fødseldagsfest for Idith, når vi er i Danmark i juli i år.

(Min morfar, Otto, var et år yngre end Idith, så ham kan jeg skrive om næste år. Min fars forældre blev født i 1899 og 1900, så jeg var desværre endnu ikke begyndt at blogge, da de ville være fyldt 100.)

Antiblokpolitik

Det danske folketingsvalg var ret spøjst set udefra. Medierne opførte sig, som om Danmark havde et topartisystem og flertalsvalg i enkeltmandskredse, men reelt er resultatet da noget af det mest grumsede, man har set i mange år.

Det er ikke ret oplagt, partierne i Blå Blok har ret meget tilfælles — fx vil Dansk Folkeparti bruge flere penge, mens Liberal Alliance vil sænke skatterne.

Men der er jo masser af forskellige flertalsmuligheder:

  • De partier, der hverken er specielt humanistiske eller fremmedfjendske, og som sikkert bare gerne vil videreføre den eksisterende udlændingepolitik uden ændringer (S, V, C og LA), har 100 mandater.
  • De traditionelle regeringspartier, som alle generelt vil gøre, hvad embedsmændene fortæller dem (S, V, C og DrV), har 95 mandater.
  • De partier, der vil føre en stram økonomisk politik (S, V, C, LA og DrV), har 108 mandater.
  • De partier, der er store i Udkantsdanmark (DF, S og V), har 118 mandater. (Liberal Alliance og Enhedslisten klarer sig også udmærket i landområderne, men er noget mindre.)

Jeg synes, der er interessant, at S og V indgår i alle flertalsmulighederne ovenfor — måske ville en S-V-regering i virkeligheden være den bedste løsning? Hvis det ikke havde været for den absurde præsidentkampagne, som medierne førte, ville det vel have været en oplagt løsning.

Selkirk-bordbønnen

THE SELKIRK GRACE
THE SELKIRK GRACE by Freddie Phillips, on Flickr.
Jeg blev bedt om at bede Robert Burns’ berømte Selkirk Grace på dansk til SNP Eastwoods 48. Burns Supper i går.

Originalen lyder som følger på skotsk:

Some hae meat an canna eat,
An some wad eat that want it,
But we hae meat an we can eat,
Sae lat the Lord be thankit.

Desværre var den eneste oversættelse, jeg kunne finde, ret dårlig:

Nogle har mad, men kan ikke spise,
Andre kan spise, men har ikke mad.
Jeg takker dig Gud, jeg er så glad.
For jeg kan spise, og jeg har mad.

Jeg oversatte den derfor selv til dansk, og der var flere, der var høflige nok til at hævde, bordbønnen lød bedre på dansk end på skotsk:

Nogle har mad, men syge er,
Og andre har intet at spise,
Men vi har mad og raske er,
Så lad os Herren prise.

Selv foretrækker jeg dog versionen på skotsk.

Hårdtarbejdende studerende?

Aarhus University Aula
Aarhus University Aula, a photo by Gammelmark on Flickr.
Der er flere artikler i de danske dagblade, der påpeger, at danske studerende i realiteten studerer på deltid:

På sundhedsvidenskab svarer de studerende, at de bruger i alt godt 34 timer om ugen på undervisning og forberedelse, hvilket dækker over 19 times undervisning og 15 timers forberedelse. […] På humaniora bruger de studerende i alt godt 22 timer om ugen på at være studerende, og den tid går med knap 8 timers undervisning og godt 14 timers forberedelse.

[…]

Lykke Friis, der er prorektor for uddannelse på Københavns Universitet, siger, at hun havde forventet, at arbejdsugen var længere:

»Der er brug for en kulturændring blandt de studerende, for det skal være et fuldtidsstudium at læse her. Jeg ved godt, at de også har erhvervsarbejde osv., men det at læse skal være hovedbeskæftigelsen,« siger hun.

[…]

I 2011 viste en tilsvarende undersøgelse af studieaktiviteten blandt studerende på Aarhus Universitet, at de brugte 28,5 timer om ugen på deres studium.

Man skal her være opmærksom på, at et fuldtidsstudium kræver ca. 45 timer pr. uge, når man tæller timer pr. år og tager de lange ferier i betragtning. Det burde derfor ikke være realistisk for de fleste studerende at passe et arbejde ved siden af studiet — lønarbejde burde være en ferieaktivitet.

Men jeg må så sige, at jeg ikke har meget tilovers for Lykke Friis’ ønske om en “kulturændring”. Studerende er — som mennesker flest — dovne af natur, og de vil arbejde så hårdt, som det er nødvendigt for at bestå deres eksaminer med et tilstrækkeligt højt gennemsnit, men ikke hårdere.

Men andre ord er det nødvendigt at dumpe de studerende, der ikke arbejder hårdt nok. Man kan ikke på den ene side kræve af universiteterne, at de studerende skal færdiggøre deres studier på normeret tid og at frafaldet minimeres, og på den anden sige, at de studerende skal arbejde hårdt.

Hvis det for en studerende med en for en studerende normal intelligens var umuligt at bestå deres eksaminer, hvis de brugte væsentligt mindre end 45 timer pr. uge, ville de da også bruge den fornødne tid på det. Men i en overgangsfase må man nok forvente, at det store flertal ville dumpe en eller flere eksaminer.

Hvis man vil have en kulturændring, må man gøre det meget sværere at bestå. Så simpelt er det.

Mangel på strategi m.h.t. SF

første pålidelige meningsmåling
første pålidelige meningsmåling, a photo by stilleben [‘stelle:b?n] on Flickr.
Det var ret tydeligt, at både Socialdemokraterne og Det radikale Venstre var ganske lettede over at slippe for SF i regeringen, og på kort sigt bliver alting da også meget lettere.

Men jeg vil nu gætte på, at de to partier i de kommende årtier kommer til at fortryde, de gjorde et parti fortræd.

Situation nu minder mig om folketingsvalget i 2001, da CD røg ud af Folketinget. Ligesom mange andre radikale var jeg himmelhenrykt, da jeg havde regnet fætter-kusine-partiet for aldeles overflødigt, men konsekvensen var jo, at Anders Fogh nu kunne danne regering uden at inddrage et eneste midterparti. DrV forblev ganske overflødigt, indtil Ny/Liberal Alliance blev stiftet og igen hev nogle borgerlige vælgerne ind på midten.

Jeg gad vidst, om ikke SF-massakren vil få tilsvarende konsekvenser. I teorien kan det da godt ske, SFs tidligere vælgere går til S eller DrV, men hvis de i stedet går til Enhedslisten, bliver det jo meget sværere at danne en stabil regering til venstre for midten, og hvis nogle af dem i stedet går til Venstre, LA eller Dansk Folkeparti, bliver det helt umuligt.

For en S-R-regering vil SF da til alle tider være et mere omgængeligt støtteparti end Enhedslisten, så de skulle da have gjort, hvad de kunne, for at beskytte SF mod vælgerflugt.

Nu ligger Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager, som de har redt. Førstnævnte bliver sikkert den sidste socialdemokratiske statsminister i lang tid, og sidstnævnte har nok sikret, at hendes parti i fremtiden kun kan søge indflydelse mod højre. Virkelig smart!

Det er desværre blot endnu et symptom på, at moderne politikere kun tænker taktisk og næsten aldrig strategisk; de tænker frem til næste valg, men meget sjældent på, hvordan de på længere sigt skal placere sig.

Jeg kender kun én klar undtagelse fra denne regel, og det er Det Skotske Nationalparti (SNP), der har tænkt langsigtet lige siden grundlæggelsen. Naturligvis tænker SNPs politikere også taktisk, men kun for at fremme deres strategiske mål, og det er derfor, de igen og igen udmanøvrerer deres politiske modstandere, både i Edinburgh og i London. Det har jeg skrevet et blogindlæg omArc of Prosperity.