Hans Arndt in memoriam

Jakob Steensig havde flg. triste notits i det seneste nyhedsbrev fra det fhv. Institut for Lingvistik:

Hans Arndt døde i onsdags på Djursland Hospice. Hans Arndt var lektor på lingvistik fra midten af 1980’erne til han holdt op for en del år siden. Hans var den som genstartede lingvistik efter at det næsten var forsvundet. Gennem en utrættelig indsats og en helt usædvanlig åben og dialogisk stil lykkedes det ham i løbet af ti til femten år at få lingvistikfaget, hvor der nogle år i firserne var to eller nul studerende som startede hvert år, og næsten kun ham der underviste, til at blive en succes, med nu seks faste undervisere og langt flere studerende som søger, end der er plads til.

Hans var lingvistik i lang tid. Og han var en utroligt vigtig inspiration for mig og mange andre. Jeg håber at jeg og andre der kendte ham, får lejlighed til at fortælle nye studerende og andre ved lingvistik mere om ham og hans inspiration, men lige nu ville jeg bare sikre mig at alle som kendte Hans, får de sørgelige nyheder.

Jakob har helt ret. Da jeg begyndte på lingvistik i 1990, var Hans Arndt reelt hele den lingvistiske del af instituttet. (Der var naturligvis også en ungarsk og en finsk lektor, da det jo dengang hed Institut for Lingvistik, Finsk og Ungarsk – eller Institut for Lingvistik og Underlige Sprog, som det blev kaldt i folkemunde.) På papiret var der en lingvistiklektor til, men han var udlånt til Jydsk Telefon, så i praksis skulle Hans trække hele læsset selv, kun hjulpet af undervisningsassistenter af svingende kvalitet. Det tog en del år, før bemandingen endelig kom op på et fornuftigt niveau, og det var fantastisk flot, at han klarede at holde det kørende i alle årene.

Hans Arndt var en særdeles dygtig underviser, og han var god til at få det bedste ud af en vanskelig situation – fx fik mange af de studerende mulighed for at være undervisningsassistenter i løbet af uddannelsen (jeg underviste fx i Lingvistiske Teorier før 1920 i forårssemesteret 1996), og det lærte vi meget af.

I sine sidste arbejdsår udvidede han sine undervisningsnoter i Sproglig Analyse til en glimrende populærvidenskabelig bog, Sproget: hverdagens mirakel, og det er en bog, som bør stå i ethvert hjem.

Hvad mindes jeg ellers? Hans fine russiskudtale (han var tidligere sprogofficer og havde i 1968 siddet klar i et jagerfly, da de sovjetiske tankvogne rullede ind i Prag). Lejrbål på plænen på hans nedlagte gård. Og hans fine sangstemme, som han gerne brugte til at synge Poul Henningsens sprogsang med:

For mig er sprogets klang
min mors stemme
kort og klart som hammerslag
med venligt sving.
Hver glose blank og rund
og go’ at ta’ på
alle skarpe kanter slidt
ved hverdagsbrug.

De grønne marker,
det krappe sund,
blå solskinstimer
og månens segl.
Alt det har osse ret.
Hver ting til sin tid.
ord skal være redskab først –
og så musik.

Hør jydens seje stød.
Hør øernes syngen
Hør Køvnenhavnerdrengens ‘a’
når har si’r Far.
Det’ livets tumleplads
det’ sprogets havstok.
Her blir tiden skuret til
og vasket ren.

Det fine menneske,
det sjældne digt
La’ dem beholde,
det skrevne ord.
Men det er brugsværdien
i din og min mund.
Sproget står og falder på:
Det talte ord.

Mindet om ham vil leve længe.

PS: Jeg tror desværre ikke, jeg har noget billede af Hans, som jeg kan bruge til at illustrere denne nekrolog med. Hvis du har et, jeg må bruge, må du meget gerne sende mig det!

Hvad er formålet med Dansk Sprognævn?

radiohuset photo
Photo by seier+seier
Der er i dagens danske aviser flere artikler, der beskriver flytningen af Dansk Sprognævn fra København til Bogense primært fra medarbejdernes synsvinkel (og de er naturligvis ikke glade).

Aviserne er ret ukritiske over for sprognævnets beskrivelse af sig selv. Fx har Berlingske et længere interview med nævnets direktør, Sabine Kirchmeier, hvor hun ikke bliver stillet mange kritiske spørgsmål, ikke engang når hendes udsagn er ret subjektive, som i det flg.:

Dansk Sprognævn er ikke et lukket miljø, hvor vi sidder bag hver vores computer og taster. Vi er en meget udadvendt institution, der laver forskningsprojekter og seminarer og alle mulige andre aktiviteter. Nogle af os er censorer på universiteterne og underviser på universiteterne, og vi har ph.d.-studerende, der bliver vejledt hos os, og studerende, der skriver speciale hos os. Vi fungerer på mange måder som et universitetsinstitut, og hvis man i Moderniseringsstyrelsen, eller hvor man nu har truffet beslutningen, havde læst vores årsberetning, så ville man have set, at vi også får besøg af skoleklasser og holder seminarer om sprog med offentlige institutioner og uddannelsesinsitutioner. Og så videre og så videre.

De aktiviteter, hun beskriver her, lyder ganske rigtigt meget, som om de hører hjemme på et universitetsinstitut. Det underbygges af, at hendes svar på det rimelige spørgsmål, om de ikke bare ansætte nogle andre dygtige sprogfolk er flg.: „Nej, for der findes ikke ret mange med en ph.d.-grad på vores område. Nye medarbejdere skal først uddannes til jobbet, og det tager tre år at tage en relevant ph.d.-grad.“ Jeg har arbejdet i ordbogsbranchen i over femten år, og det er første gang, jeg hører om et sted, hvor der kræves en PhD-grad for at arbejde der (hvorimod det er meget normalt på universiteterne).

Og DSN er jo slet ikke noget universitetsinstitut iflg. loven:

§ 1. Dansk Sprognævn er en statsinstitution, som har til opgave at følge det danske sprogs udvikling, at give råd og oplysninger om det danske sprog og at fastlægge den danske retskrivning.

Stk. 2. Sprognævnet skal

1. indsamle nye ord, ordforbindelser og ordanvendelser, herunder forkortelser,

2. besvare sproglige spørgsmål fra myndigheder og offentligheden om det danske sprogs bygning og brug, herunder give vejledning i stavning og udtale af udenlandske navne,

3. udgive skrifter om dansk sprog, navnlig vejledninger i brugen af modersmålet, og samarbejde med terminologiorganer, ordbogsredaktioner og offentlige institutioner, der autoriserer eller registrerer stednavne, personnavne og varenavne.

Stk. 3. Dansk Sprognævn skal arbejde på videnskabeligt grundlag. I sit arbejde skal nævnet tage hensyn til sprogets funktion som bærer af tradition og kulturel kontinuitet og som spejl af samtidens kultur og samfundsforhold.

Stk. 4. I sager, som vedrører forholdet til andre sprog, forhandler nævnet med tilsvarende organer i de pågældende lande. Nævnet skal især samarbejde med sprognævn og tilsvarende organer i Norden.

[…]

§ 2. Dansk Sprognævn redigerer og udgiver den officielle danske retskrivningsordbog. Heri offentliggøres den af nævnet fastlagte retskrivning.

Stk. 2. I forbindelse med udgivelse af nye udgaver af retskrivningsordbogen kan nævnet på egen hånd foretage ændringer og ajourføringer af ikkeprincipiel karakter.

[…]

§ 3. Sprognævnet udsender hvert år en beretning om arbejdet. I beretningen eller på anden måde offentliggør nævnet mindst en gang om året et udvalg af de udtalelser, som det har afgivet i årets løb.

Det forekommer mig, at sprognævnet har overfortolket „at følge det danske sprogs udvikling“ „på videnskabeligt grundlag“. De to dele står ikke i samme sætning, men det forekommer mig, at de har opfattet det som et carte blanche til at skabe et universitetsinstitut, der forsker i det danske sprogs udvikling. Problemet er, at det ikke nødvendigvis er det, de får deres penge for. Det undstøttes af en mail fra ministeren til Politiken (intet gratis link):

Kulturminister Mette Bock (LA) afviser, at udflytningen bliver et problem for sprognævnet.

„Dansk Sprognævn løser i dag vigtige opgaver for hele landet, som de også kan løse fra Bogense. Arbejdspladserne vil blive en stor gevinst for byen,“ skriver hun i en mail til Politiken. […] „Sprognævnet løser i dag to hovedopgaver, som handler om rådgivning om sprog og at følge sprogets udvikling. Det er opgaver, som løses digitalt og telefonisk. Det kræver ikke en bestemt fysisk placering i København,“ skriver Mette Bock.

Det er naturligvis møgtræls for de berørte medarbejdere, der troede de skulle arbejde på et universitetsinstitut tilknyttet Københavns Universitet og ikke på et ordbogsforlag i Bogense, men det er jo ikke rigtigt regeringens problem.

Det skulle såmænd ikke undre mig, om de diskret er blevet bedt om at skrue ned for deres videnskabelige aktiviteter (det kunne fx begrunde deres sidste flytning fra universitetet til det gamle radiohus), men at de ikke har villet lytte. Deres struktur (med en direktør, en bestyrelse og et repræsentantskab) kunne godt tænkes at gøre det svært for den siddende kulturminister at gennemtrumfe en ændring på andre måder end ved at flytte dem.

Hvis Dansk Sprognævn opfatter sig som et universitetsinstitut, burde de nok opfordre til, at loven skrives om, så den passer med virkeligheden, og derefter burde de nok blive overført til et af universiteteterne. Alternativet er jo nok at flytte til Bogense og ansatte nogle nye medarbejdere, der er gode til at løse de opgaver, loven har bestemt, de skal udføre.

Emil fra Lønneberg og Julemanden

Emil og Julemanden.
Anna (som lige er fyldt ti) læser hver aften lidt op for mig for at blive bedre til dansk (og jeg læser også højt for hende). For tiden læser hun Emil fra Lønneberg, og det går da også ganske godt.

Nogle gange går det dog galt, som for eksempel, da hun glad og fro sagde flg.:

Emil spejdede op i skorstenen, og da så han noget sjovt. I hullet lige over hans hoved hang en rød julemand og kiggede ned til ham.

„Hej med dig,“ sagde Emil. „Nu skal du se en, der kan klatre!“

I originalen står der „julimåne“, men det er nu ikke nær så sjovt!

På samme måde læste hun flg. et par sider senere, men det var nu måske nok med vilje, for hun gjorde det med et skælmsk smil:

Men i Katholtsøen mellem hvide åkander svømmede Emil og Alfred rundt i det kølige vand, og på himlen hang julemanden, rød som en lygte og lyste for dem.

„Dig og mig, Alfred,“ sagde Emil.

„Ja, dig og mig, Emil,“ sagde Alfred, „Det skulle jeg mene!“

Phyllis bestemte sig i øvrigt for at teste Léon på den første passage, og han begik den selvsamme fejl som Anna, så det må være en oplagt fejl for dansk-skotter.

Det ville have været min mormors 100-års-fødselsdag i dag

Idith's birthday
Idith's birthday.
Min mormor ville være blevet 100 år i dag.

Idith, som jeg altid kaldte hende (som ældste barnebarn ville jeg bestemt ikke kalde hende mormor, når alle andre kaldte hende Edith eller Mor), samlede altid familien om sig på sin fødselsdag, så hvis hun stadig havde været i live, ville hun helt sikkert have insisteret på at samle hele familien om sig, og hun ville have trakteret os med jordbærkager og kokosmakroner (sikkert også med andre ting, men de to slags kager var obligatoriske).

Hendes fokus på at fejre sin fødselsdag betød, at man altid kunne være sikker på at se resten af familien mindst én gang om året, og resten af året brugte hun altid megen tid på at fortælle én, hvad de andre lavede, så det havde store konsekvenser for sammenhængskraften i familien, da hun døde i 2000 (to år, før jeg flyttede til Skotland).

Jeg håber, vi måske kan holde en lettere forsinket fødseldagsfest for Idith, når vi er i Danmark i juli i år.

(Min morfar, Otto, var et år yngre end Idith, så ham kan jeg skrive om næste år. Min fars forældre blev født i 1899 og 1900, så jeg var desværre endnu ikke begyndt at blogge, da de ville være fyldt 100.)

Antiblokpolitik

Det danske folketingsvalg var ret spøjst set udefra. Medierne opførte sig, som om Danmark havde et topartisystem og flertalsvalg i enkeltmandskredse, men reelt er resultatet da noget af det mest grumsede, man har set i mange år.

Det er ikke ret oplagt, partierne i Blå Blok har ret meget tilfælles — fx vil Dansk Folkeparti bruge flere penge, mens Liberal Alliance vil sænke skatterne.

Men der er jo masser af forskellige flertalsmuligheder:

  • De partier, der hverken er specielt humanistiske eller fremmedfjendske, og som sikkert bare gerne vil videreføre den eksisterende udlændingepolitik uden ændringer (S, V, C og LA), har 100 mandater.
  • De traditionelle regeringspartier, som alle generelt vil gøre, hvad embedsmændene fortæller dem (S, V, C og DrV), har 95 mandater.
  • De partier, der vil føre en stram økonomisk politik (S, V, C, LA og DrV), har 108 mandater.
  • De partier, der er store i Udkantsdanmark (DF, S og V), har 118 mandater. (Liberal Alliance og Enhedslisten klarer sig også udmærket i landområderne, men er noget mindre.)

Jeg synes, der er interessant, at S og V indgår i alle flertalsmulighederne ovenfor — måske ville en S-V-regering i virkeligheden være den bedste løsning? Hvis det ikke havde været for den absurde præsidentkampagne, som medierne førte, ville det vel have været en oplagt løsning.

Selkirk-bordbønnen

THE SELKIRK GRACE
THE SELKIRK GRACE by Freddie Phillips, on Flickr.
Jeg blev bedt om at bede Robert Burns’ berømte Selkirk Grace på dansk til SNP Eastwoods 48. Burns Supper i går.

Originalen lyder som følger på skotsk:

Some hae meat an canna eat,
An some wad eat that want it,
But we hae meat an we can eat,
Sae lat the Lord be thankit.

Desværre var den eneste oversættelse, jeg kunne finde, ret dårlig:

Nogle har mad, men kan ikke spise,
Andre kan spise, men har ikke mad.
Jeg takker dig Gud, jeg er så glad.
For jeg kan spise, og jeg har mad.

Jeg oversatte den derfor selv til dansk, og der var flere, der var høflige nok til at hævde, bordbønnen lød bedre på dansk end på skotsk:

Nogle har mad, men syge er,
Og andre har intet at spise,
Men vi har mad og raske er,
Så lad os Herren prise.

Selv foretrækker jeg dog versionen på skotsk.

Hårdtarbejdende studerende?

Aarhus University Aula
Aarhus University Aula, a photo by Gammelmark on Flickr.
Der er flere artikler i de danske dagblade, der påpeger, at danske studerende i realiteten studerer på deltid:

På sundhedsvidenskab svarer de studerende, at de bruger i alt godt 34 timer om ugen på undervisning og forberedelse, hvilket dækker over 19 times undervisning og 15 timers forberedelse. […] På humaniora bruger de studerende i alt godt 22 timer om ugen på at være studerende, og den tid går med knap 8 timers undervisning og godt 14 timers forberedelse.

[…]

Lykke Friis, der er prorektor for uddannelse på Københavns Universitet, siger, at hun havde forventet, at arbejdsugen var længere:

»Der er brug for en kulturændring blandt de studerende, for det skal være et fuldtidsstudium at læse her. Jeg ved godt, at de også har erhvervsarbejde osv., men det at læse skal være hovedbeskæftigelsen,« siger hun.

[…]

I 2011 viste en tilsvarende undersøgelse af studieaktiviteten blandt studerende på Aarhus Universitet, at de brugte 28,5 timer om ugen på deres studium.

Man skal her være opmærksom på, at et fuldtidsstudium kræver ca. 45 timer pr. uge, når man tæller timer pr. år og tager de lange ferier i betragtning. Det burde derfor ikke være realistisk for de fleste studerende at passe et arbejde ved siden af studiet — lønarbejde burde være en ferieaktivitet.

Men jeg må så sige, at jeg ikke har meget tilovers for Lykke Friis’ ønske om en “kulturændring”. Studerende er — som mennesker flest — dovne af natur, og de vil arbejde så hårdt, som det er nødvendigt for at bestå deres eksaminer med et tilstrækkeligt højt gennemsnit, men ikke hårdere.

Men andre ord er det nødvendigt at dumpe de studerende, der ikke arbejder hårdt nok. Man kan ikke på den ene side kræve af universiteterne, at de studerende skal færdiggøre deres studier på normeret tid og at frafaldet minimeres, og på den anden sige, at de studerende skal arbejde hårdt.

Hvis det for en studerende med en for en studerende normal intelligens var umuligt at bestå deres eksaminer, hvis de brugte væsentligt mindre end 45 timer pr. uge, ville de da også bruge den fornødne tid på det. Men i en overgangsfase må man nok forvente, at det store flertal ville dumpe en eller flere eksaminer.

Hvis man vil have en kulturændring, må man gøre det meget sværere at bestå. Så simpelt er det.