Πάντα ῥεῖ – til Fyn fra Skotland

bogense photo
Photo by fugzu
Brexit kan virke meget underholdende, hvis man sidder trygt uden for Storbritannien og spiser popcorn, mens man følger galskaben i fjernsynet. Når man bor herovre, er det slet ikke sjovt, skal jeg hilse og sige. Der er slet ingen klarhed over, hvad fremtiden vil bringe, eller over, hvor hård eller blød Brexit mon bliver. Og den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, blev tydeligvis skræmt af catalanernes uautoriserede folkeafstemning, så det er meget usandsynligt, Skotland kommer til at stemme om uafhængighed igen inden for de næste fem år.

Vi har fået nok af usikkerheden. Vores lille firma kan nok ikke overleve en recession af den størrelse, der nok bliver en uundgåelig konsekvens af Brexit, og vi frygter også, hvad den dårlige økonomi vil betyde for uddannelsessektoren og sundhedsvæsnet m.m. Vi flytter derfor nu til Danmark.

Jeg har fået job som seniorkonsulent ved Dansk Sprognævn i Bogense med start den 1. april (hvilket også er den dag, Sprognævnet flytter til byen – 29. marts er sidste dag i København). Jeg flytter naturligvis nogle få dage før den dag, men Phyllis og børnene følger muligvis først efter en måned eller to senere (afhængigt af Brexit).

Marcel flytter i stedet fra Edinburgh til London, hvor han har fået job hos Lloyds pr. 1. september, og Charlotte er midt i sine studier ved University of Glasgow, så hun flytter på kollegium der, men Amaia, Anna og Léon flytter alle med os til Danmark.

Vi har fundet et midlertidigt sted at bo i Bogense, men vi skal naturligvis have fundet noget permanent så hurtigt som muligt. Vi pønser lidt på at bosætte os i Morud eller Veflinge (se kortet ovenfor), da vi godt kan li’ det område og der er en god skole. Det vil også gøre det lettere at pendle til Odense, hvis Phyllis nu finder et job dér.

I den forbindelse vil jeg da gerne bede om hjælp fra mit danske netværk. Er der nogen her, der kender nogen, der kender nogen i Odense eller på Nordfyn, der har brug for en skotte, der har en MA i fransk og tysk (og noget italiensk), kan forstå dansk (men ikke tale eller skrive det så godt endnu), og som har arbejdet som leksikograf og ordbogsredaktør i det meste af sin karriere? Hun har læst sproglig korrektur på engelske tekster for KU og SDU, og for år tilbage arbejdede hun et år som engelsklærer i Frankrig.

Tilbage til Skotland: Her er alt kaos – huset er fyldt til randen med flyttekasser, og vi har hundrede ting, vi skal nå at ordne på meget kort tid. Jeg håber, vi når det. I særdeleshed håber vi på en udsættelse af Brexit (eller på, at Mays aftale godkendes), da vi umuligt kan nå at sælge huset før den 29. marts.

Det bliver spændende at flytte til Danmark, men det bliver naturligvis også hårdt. Børnene og Phyllis skal meget hurtigt blive meget bedre til dansk, og vi flytter til et område, hvor vi ikke kender ret mange. Og det er ikke sjovt at skulle efterlade to voksne børn, Phyllis’ mor og øvrige familie i et andet land – og især ikke, når dette land snart rammes af Brexit.

Πάντα ῥεῖ (“alt flyder”), som Heraklit sagde. Da jeg flyttede til Skotland, regnede jeg ikke med, det var permanent, men da jeg blev gift med Phyllis, ændrede det sig, og vi gik begge ud fra, vi skulle blive i Skotland. Det virkede også så oplagt for få år siden, at Skotland ville vælge selvstændigheden og prøve på at blive et normalt, nordisk land inden for EU, og nu bliver skotterne i stedet smidt ud af EU mod deres vilje. Jeg aner ikke, hvad fremtiden vil bringe. Jeg håber blot, vores flytning til Fyn i fremtiden bliver noget, vi ser tilbage på som en god ændring. At forblive i “Brexit Britain” ville jo også være en ændring i sig selv, blot en dårlig én af slagsen.

Hans Arndt in memoriam

Jakob Steensig havde flg. triste notits i det seneste nyhedsbrev fra det fhv. Institut for Lingvistik:

Hans Arndt døde i onsdags på Djursland Hospice. Hans Arndt var lektor på lingvistik fra midten af 1980’erne til han holdt op for en del år siden. Hans var den som genstartede lingvistik efter at det næsten var forsvundet. Gennem en utrættelig indsats og en helt usædvanlig åben og dialogisk stil lykkedes det ham i løbet af ti til femten år at få lingvistikfaget, hvor der nogle år i firserne var to eller nul studerende som startede hvert år, og næsten kun ham der underviste, til at blive en succes, med nu seks faste undervisere og langt flere studerende som søger, end der er plads til.

Hans var lingvistik i lang tid. Og han var en utroligt vigtig inspiration for mig og mange andre. Jeg håber at jeg og andre der kendte ham, får lejlighed til at fortælle nye studerende og andre ved lingvistik mere om ham og hans inspiration, men lige nu ville jeg bare sikre mig at alle som kendte Hans, får de sørgelige nyheder.

Jakob har helt ret. Da jeg begyndte på lingvistik i 1990, var Hans Arndt reelt hele den lingvistiske del af instituttet. (Der var naturligvis også en ungarsk og en finsk lektor, da det jo dengang hed Institut for Lingvistik, Finsk og Ungarsk – eller Institut for Lingvistik og Underlige Sprog, som det blev kaldt i folkemunde.) På papiret var der en lingvistiklektor til, men han var udlånt til Jydsk Telefon, så i praksis skulle Hans trække hele læsset selv, kun hjulpet af undervisningsassistenter af svingende kvalitet. Det tog en del år, før bemandingen endelig kom op på et fornuftigt niveau, og det var fantastisk flot, at han klarede at holde det kørende i alle årene.

Hans Arndt var en særdeles dygtig underviser, og han var god til at få det bedste ud af en vanskelig situation – fx fik mange af de studerende mulighed for at være undervisningsassistenter i løbet af uddannelsen (jeg underviste fx i Lingvistiske Teorier før 1920 i forårssemesteret 1996), og det lærte vi meget af.

I sine sidste arbejdsår udvidede han sine undervisningsnoter i Sproglig Analyse til en glimrende populærvidenskabelig bog, Sproget: hverdagens mirakel, og det er en bog, som bør stå i ethvert hjem.

Hvad mindes jeg ellers? Hans fine russiskudtale (han var tidligere sprogofficer og havde i 1968 siddet klar i et jagerfly, da de sovjetiske tankvogne rullede ind i Prag). Lejrbål på plænen på hans nedlagte gård. Og hans fine sangstemme, som han gerne brugte til at synge Poul Henningsens sprogsang med:

For mig er sprogets klang
min mors stemme
kort og klart som hammerslag
med venligt sving.
Hver glose blank og rund
og go’ at ta’ på
alle skarpe kanter slidt
ved hverdagsbrug.

De grønne marker,
det krappe sund,
blå solskinstimer
og månens segl.
Alt det har osse ret.
Hver ting til sin tid.
ord skal være redskab først –
og så musik.

Hør jydens seje stød.
Hør øernes syngen
Hør Køvnenhavnerdrengens ‘a’
når har si’r Far.
Det’ livets tumleplads
det’ sprogets havstok.
Her blir tiden skuret til
og vasket ren.

Det fine menneske,
det sjældne digt
La’ dem beholde,
det skrevne ord.
Men det er brugsværdien
i din og min mund.
Sproget står og falder på:
Det talte ord.

Mindet om ham vil leve længe.

PS: Jeg tror desværre ikke, jeg har noget billede af Hans, som jeg kan bruge til at illustrere denne nekrolog med. Hvis du har et, jeg må bruge, må du meget gerne sende mig det!

Emil fra Lønneberg og Julemanden

Emil og Julemanden.
Anna (som lige er fyldt ti) læser hver aften lidt op for mig for at blive bedre til dansk (og jeg læser også højt for hende). For tiden læser hun Emil fra Lønneberg, og det går da også ganske godt.

Nogle gange går det dog galt, som for eksempel, da hun glad og fro sagde flg.:

Emil spejdede op i skorstenen, og da så han noget sjovt. I hullet lige over hans hoved hang en rød julemand og kiggede ned til ham.

„Hej med dig,“ sagde Emil. „Nu skal du se en, der kan klatre!“

I originalen står der „julimåne“, men det er nu ikke nær så sjovt!

På samme måde læste hun flg. et par sider senere, men det var nu måske nok med vilje, for hun gjorde det med et skælmsk smil:

Men i Katholtsøen mellem hvide åkander svømmede Emil og Alfred rundt i det kølige vand, og på himlen hang julemanden, rød som en lygte og lyste for dem.

„Dig og mig, Alfred,“ sagde Emil.

„Ja, dig og mig, Emil,“ sagde Alfred, „Det skulle jeg mene!“

Phyllis bestemte sig i øvrigt for at teste Léon på den første passage, og han begik den selvsamme fejl som Anna, så det må være en oplagt fejl for dansk-skotter.

Det ville have været min mormors 100-års-fødselsdag i dag

Idith's birthday
Idith's birthday.
Min mormor ville være blevet 100 år i dag.

Idith, som jeg altid kaldte hende (som ældste barnebarn ville jeg bestemt ikke kalde hende mormor, når alle andre kaldte hende Edith eller Mor), samlede altid familien om sig på sin fødselsdag, så hvis hun stadig havde været i live, ville hun helt sikkert have insisteret på at samle hele familien om sig, og hun ville have trakteret os med jordbærkager og kokosmakroner (sikkert også med andre ting, men de to slags kager var obligatoriske).

Hendes fokus på at fejre sin fødselsdag betød, at man altid kunne være sikker på at se resten af familien mindst én gang om året, og resten af året brugte hun altid megen tid på at fortælle én, hvad de andre lavede, så det havde store konsekvenser for sammenhængskraften i familien, da hun døde i 2000 (to år, før jeg flyttede til Skotland).

Jeg håber, vi måske kan holde en lettere forsinket fødseldagsfest for Idith, når vi er i Danmark i juli i år.

(Min morfar, Otto, var et år yngre end Idith, så ham kan jeg skrive om næste år. Min fars forældre blev født i 1899 og 1900, så jeg var desværre endnu ikke begyndt at blogge, da de ville være fyldt 100.)

Antiblokpolitik

Det danske folketingsvalg var ret spøjst set udefra. Medierne opførte sig, som om Danmark havde et topartisystem og flertalsvalg i enkeltmandskredse, men reelt er resultatet da noget af det mest grumsede, man har set i mange år.

Det er ikke ret oplagt, partierne i Blå Blok har ret meget tilfælles — fx vil Dansk Folkeparti bruge flere penge, mens Liberal Alliance vil sænke skatterne.

Men der er jo masser af forskellige flertalsmuligheder:

  • De partier, der hverken er specielt humanistiske eller fremmedfjendske, og som sikkert bare gerne vil videreføre den eksisterende udlændingepolitik uden ændringer (S, V, C og LA), har 100 mandater.
  • De traditionelle regeringspartier, som alle generelt vil gøre, hvad embedsmændene fortæller dem (S, V, C og DrV), har 95 mandater.
  • De partier, der vil føre en stram økonomisk politik (S, V, C, LA og DrV), har 108 mandater.
  • De partier, der er store i Udkantsdanmark (DF, S og V), har 118 mandater. (Liberal Alliance og Enhedslisten klarer sig også udmærket i landområderne, men er noget mindre.)

Jeg synes, der er interessant, at S og V indgår i alle flertalsmulighederne ovenfor — måske ville en S-V-regering i virkeligheden være den bedste løsning? Hvis det ikke havde været for den absurde præsidentkampagne, som medierne førte, ville det vel have været en oplagt løsning.

Selkirk-bordbønnen

THE SELKIRK GRACE
THE SELKIRK GRACE by Freddie Phillips, on Flickr.
Jeg blev bedt om at bede Robert Burns’ berømte Selkirk Grace på dansk til SNP Eastwoods 48. Burns Supper i går.

Originalen lyder som følger på skotsk:

Some hae meat an canna eat,
An some wad eat that want it,
But we hae meat an we can eat,
Sae lat the Lord be thankit.

Desværre var den eneste oversættelse, jeg kunne finde, ret dårlig:

Nogle har mad, men kan ikke spise,
Andre kan spise, men har ikke mad.
Jeg takker dig Gud, jeg er så glad.
For jeg kan spise, og jeg har mad.

Jeg oversatte den derfor selv til dansk, og der var flere, der var høflige nok til at hævde, bordbønnen lød bedre på dansk end på skotsk:

Nogle har mad, men syge er,
Og andre har intet at spise,
Men vi har mad og raske er,
Så lad os Herren prise.

Selv foretrækker jeg dog versionen på skotsk.

Hårdtarbejdende studerende?

Aarhus University Aula
Aarhus University Aula, a photo by Gammelmark on Flickr.
Der er flere artikler i de danske dagblade, der påpeger, at danske studerende i realiteten studerer på deltid:

På sundhedsvidenskab svarer de studerende, at de bruger i alt godt 34 timer om ugen på undervisning og forberedelse, hvilket dækker over 19 times undervisning og 15 timers forberedelse. […] På humaniora bruger de studerende i alt godt 22 timer om ugen på at være studerende, og den tid går med knap 8 timers undervisning og godt 14 timers forberedelse.

[…]

Lykke Friis, der er prorektor for uddannelse på Københavns Universitet, siger, at hun havde forventet, at arbejdsugen var længere:

»Der er brug for en kulturændring blandt de studerende, for det skal være et fuldtidsstudium at læse her. Jeg ved godt, at de også har erhvervsarbejde osv., men det at læse skal være hovedbeskæftigelsen,« siger hun.

[…]

I 2011 viste en tilsvarende undersøgelse af studieaktiviteten blandt studerende på Aarhus Universitet, at de brugte 28,5 timer om ugen på deres studium.

Man skal her være opmærksom på, at et fuldtidsstudium kræver ca. 45 timer pr. uge, når man tæller timer pr. år og tager de lange ferier i betragtning. Det burde derfor ikke være realistisk for de fleste studerende at passe et arbejde ved siden af studiet — lønarbejde burde være en ferieaktivitet.

Men jeg må så sige, at jeg ikke har meget tilovers for Lykke Friis’ ønske om en “kulturændring”. Studerende er — som mennesker flest — dovne af natur, og de vil arbejde så hårdt, som det er nødvendigt for at bestå deres eksaminer med et tilstrækkeligt højt gennemsnit, men ikke hårdere.

Men andre ord er det nødvendigt at dumpe de studerende, der ikke arbejder hårdt nok. Man kan ikke på den ene side kræve af universiteterne, at de studerende skal færdiggøre deres studier på normeret tid og at frafaldet minimeres, og på den anden sige, at de studerende skal arbejde hårdt.

Hvis det for en studerende med en for en studerende normal intelligens var umuligt at bestå deres eksaminer, hvis de brugte væsentligt mindre end 45 timer pr. uge, ville de da også bruge den fornødne tid på det. Men i en overgangsfase må man nok forvente, at det store flertal ville dumpe en eller flere eksaminer.

Hvis man vil have en kulturændring, må man gøre det meget sværere at bestå. Så simpelt er det.