bookmark_borderEmil fra Lønneberg og Julemanden

Emil og Julemanden.
Anna (som lige er fyldt ti) læser hver aften lidt op for mig for at blive bedre til dansk (og jeg læser også højt for hende). For tiden læser hun Emil fra Lønneberg, og det går da også ganske godt.

Nogle gange går det dog galt, som for eksempel, da hun glad og fro sagde flg.:

Emil spejdede op i skorstenen, og da så han noget sjovt. I hullet lige over hans hoved hang en rød julemand og kiggede ned til ham.

„Hej med dig,“ sagde Emil. „Nu skal du se en, der kan klatre!“

I originalen står der „julimåne“, men det er nu ikke nær så sjovt!

På samme måde læste hun flg. et par sider senere, men det var nu måske nok med vilje, for hun gjorde det med et skælmsk smil:

Men i Katholtsøen mellem hvide åkander svømmede Emil og Alfred rundt i det kølige vand, og på himlen hang julemanden, rød som en lygte og lyste for dem.

„Dig og mig, Alfred,“ sagde Emil.

„Ja, dig og mig, Emil,“ sagde Alfred, „Det skulle jeg mene!“

Phyllis bestemte sig i øvrigt for at teste Léon på den første passage, og han begik den selvsamme fejl som Anna, så det må være en oplagt fejl for dansk-skotter.

bookmark_borderDet ville have været min mormors 100-års-fødselsdag i dag

Idith's birthday
Idith's birthday.
Min mormor ville være blevet 100 år i dag.

Idith, som jeg altid kaldte hende (som ældste barnebarn ville jeg bestemt ikke kalde hende mormor, når alle andre kaldte hende Edith eller Mor), samlede altid familien om sig på sin fødselsdag, så hvis hun stadig havde været i live, ville hun helt sikkert have insisteret på at samle hele familien om sig, og hun ville have trakteret os med jordbærkager og kokosmakroner (sikkert også med andre ting, men de to slags kager var obligatoriske).

Hendes fokus på at fejre sin fødselsdag betød, at man altid kunne være sikker på at se resten af familien mindst én gang om året, og resten af året brugte hun altid megen tid på at fortælle én, hvad de andre lavede, så det havde store konsekvenser for sammenhængskraften i familien, da hun døde i 2000 (to år, før jeg flyttede til Skotland).

Jeg håber, vi måske kan holde en lettere forsinket fødseldagsfest for Idith, når vi er i Danmark i juli i år.

(Min morfar, Otto, var et år yngre end Idith, så ham kan jeg skrive om næste år. Min fars forældre blev født i 1899 og 1900, så jeg var desværre endnu ikke begyndt at blogge, da de ville være fyldt 100.)

bookmark_borderAntiblokpolitik

Det danske folketingsvalg var ret spøjst set udefra. Medierne opførte sig, som om Danmark havde et topartisystem og flertalsvalg i enkeltmandskredse, men reelt er resultatet da noget af det mest grumsede, man har set i mange år.

Det er ikke ret oplagt, partierne i Blå Blok har ret meget tilfælles — fx vil Dansk Folkeparti bruge flere penge, mens Liberal Alliance vil sænke skatterne.

Men der er jo masser af forskellige flertalsmuligheder:

  • De partier, der hverken er specielt humanistiske eller fremmedfjendske, og som sikkert bare gerne vil videreføre den eksisterende udlændingepolitik uden ændringer (S, V, C og LA), har 100 mandater.
  • De traditionelle regeringspartier, som alle generelt vil gøre, hvad embedsmændene fortæller dem (S, V, C og DrV), har 95 mandater.
  • De partier, der vil føre en stram økonomisk politik (S, V, C, LA og DrV), har 108 mandater.
  • De partier, der er store i Udkantsdanmark (DF, S og V), har 118 mandater. (Liberal Alliance og Enhedslisten klarer sig også udmærket i landområderne, men er noget mindre.)

Jeg synes, der er interessant, at S og V indgår i alle flertalsmulighederne ovenfor — måske ville en S-V-regering i virkeligheden være den bedste løsning? Hvis det ikke havde været for den absurde præsidentkampagne, som medierne førte, ville det vel have været en oplagt løsning.

bookmark_borderSelkirk-bordbønnen

THE SELKIRK GRACE
THE SELKIRK GRACE by Freddie Phillips, on Flickr.
Jeg blev bedt om at bede Robert Burns’ berømte Selkirk Grace på dansk til SNP Eastwoods 48. Burns Supper i går.

Originalen lyder som følger på skotsk:

Some hae meat an canna eat,
An some wad eat that want it,
But we hae meat an we can eat,
Sae lat the Lord be thankit.

Desværre var den eneste oversættelse, jeg kunne finde, ret dårlig:

Nogle har mad, men kan ikke spise,
Andre kan spise, men har ikke mad.
Jeg takker dig Gud, jeg er så glad.
For jeg kan spise, og jeg har mad.

Jeg oversatte den derfor selv til dansk, og der var flere, der var høflige nok til at hævde, bordbønnen lød bedre på dansk end på skotsk:

Nogle har mad, men syge er,
Og andre har intet at spise,
Men vi har mad og raske er,
Så lad os Herren prise.

Selv foretrækker jeg dog versionen på skotsk.

bookmark_borderHårdtarbejdende studerende?

Aarhus University Aula
Aarhus University Aula, a photo by Gammelmark on Flickr.
Der er flere artikler i de danske dagblade, der påpeger, at danske studerende i realiteten studerer på deltid:

På sundhedsvidenskab svarer de studerende, at de bruger i alt godt 34 timer om ugen på undervisning og forberedelse, hvilket dækker over 19 times undervisning og 15 timers forberedelse. […] På humaniora bruger de studerende i alt godt 22 timer om ugen på at være studerende, og den tid går med knap 8 timers undervisning og godt 14 timers forberedelse.

[…]

Lykke Friis, der er prorektor for uddannelse på Københavns Universitet, siger, at hun havde forventet, at arbejdsugen var længere:

»Der er brug for en kulturændring blandt de studerende, for det skal være et fuldtidsstudium at læse her. Jeg ved godt, at de også har erhvervsarbejde osv., men det at læse skal være hovedbeskæftigelsen,« siger hun.

[…]

I 2011 viste en tilsvarende undersøgelse af studieaktiviteten blandt studerende på Aarhus Universitet, at de brugte 28,5 timer om ugen på deres studium.

Man skal her være opmærksom på, at et fuldtidsstudium kræver ca. 45 timer pr. uge, når man tæller timer pr. år og tager de lange ferier i betragtning. Det burde derfor ikke være realistisk for de fleste studerende at passe et arbejde ved siden af studiet — lønarbejde burde være en ferieaktivitet.

Men jeg må så sige, at jeg ikke har meget tilovers for Lykke Friis’ ønske om en “kulturændring”. Studerende er — som mennesker flest — dovne af natur, og de vil arbejde så hårdt, som det er nødvendigt for at bestå deres eksaminer med et tilstrækkeligt højt gennemsnit, men ikke hårdere.

Men andre ord er det nødvendigt at dumpe de studerende, der ikke arbejder hårdt nok. Man kan ikke på den ene side kræve af universiteterne, at de studerende skal færdiggøre deres studier på normeret tid og at frafaldet minimeres, og på den anden sige, at de studerende skal arbejde hårdt.

Hvis det for en studerende med en for en studerende normal intelligens var umuligt at bestå deres eksaminer, hvis de brugte væsentligt mindre end 45 timer pr. uge, ville de da også bruge den fornødne tid på det. Men i en overgangsfase må man nok forvente, at det store flertal ville dumpe en eller flere eksaminer.

Hvis man vil have en kulturændring, må man gøre det meget sværere at bestå. Så simpelt er det.

bookmark_borderMangel på strategi m.h.t. SF

første pålidelige meningsmåling
første pålidelige meningsmåling, a photo by stilleben [‘stelle:b?n] on Flickr.
Det var ret tydeligt, at både Socialdemokraterne og Det radikale Venstre var ganske lettede over at slippe for SF i regeringen, og på kort sigt bliver alting da også meget lettere.

Men jeg vil nu gætte på, at de to partier i de kommende årtier kommer til at fortryde, de gjorde et parti fortræd.

Situation nu minder mig om folketingsvalget i 2001, da CD røg ud af Folketinget. Ligesom mange andre radikale var jeg himmelhenrykt, da jeg havde regnet fætter-kusine-partiet for aldeles overflødigt, men konsekvensen var jo, at Anders Fogh nu kunne danne regering uden at inddrage et eneste midterparti. DrV forblev ganske overflødigt, indtil Ny/Liberal Alliance blev stiftet og igen hev nogle borgerlige vælgerne ind på midten.

Jeg gad vidst, om ikke SF-massakren vil få tilsvarende konsekvenser. I teorien kan det da godt ske, SFs tidligere vælgere går til S eller DrV, men hvis de i stedet går til Enhedslisten, bliver det jo meget sværere at danne en stabil regering til venstre for midten, og hvis nogle af dem i stedet går til Venstre, LA eller Dansk Folkeparti, bliver det helt umuligt.

For en S-R-regering vil SF da til alle tider være et mere omgængeligt støtteparti end Enhedslisten, så de skulle da have gjort, hvad de kunne, for at beskytte SF mod vælgerflugt.

Nu ligger Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager, som de har redt. Førstnævnte bliver sikkert den sidste socialdemokratiske statsminister i lang tid, og sidstnævnte har nok sikret, at hendes parti i fremtiden kun kan søge indflydelse mod højre. Virkelig smart!

Det er desværre blot endnu et symptom på, at moderne politikere kun tænker taktisk og næsten aldrig strategisk; de tænker frem til næste valg, men meget sjældent på, hvordan de på længere sigt skal placere sig.

Jeg kender kun én klar undtagelse fra denne regel, og det er Det Skotske Nationalparti (SNP), der har tænkt langsigtet lige siden grundlæggelsen. Naturligvis tænker SNPs politikere også taktisk, men kun for at fremme deres strategiske mål, og det er derfor, de igen og igen udmanøvrerer deres politiske modstandere, både i Edinburgh og i London. Det har jeg skrevet et blogindlæg omArc of Prosperity.

bookmark_borderAlternativet

Folkemodet Uffe Elbaek 20120615 1868F
Folkemødet Uffe Elbaek 20120615 1868F, a photo by News Oresund on Flickr.
Det radikale Venstre har igen født et lille udbryderparti — hvis det bliver ved, bliver DrV vel snart kendt som alle partiers moder!

Denne gang er det Uffe Elbæk, som jeg jo kender ganske godt fra mine dage som aktiv i Århus Radikale Vælgerforening, som står bag, og hans nye parti hedder Alternativet.

Da Ny/Liberal Alliance blev stiftet, skrev jeg flg.:

Det er lidt underligt at se Anders og Naser bryde ud fra mit gamle parti og lave et nyt (“Ny Alliance“). Da jeg forlod Danmark, var de stadig kernemedlemmer […].

Det viser, hvordan jeg gradvist har tabt forbindelsen til Danmark. Jeg aner ikke, om jeg – hvis jeg ikke var emigreret – ville have gjort dem følgeskab. Jeg tvivler nu kraftigt på, jeg ville have gjort det, for socialkonservativ har jeg nu da lige godt aldrig været.

Jeg har det lidt på samme måde nu — og så alligevel.

Hvor jeg anså Ny/Liberal Alliances fremkomst for lidt af en anakronisme, og hvor deres ideologi ikke appellerede til mig overhovedet, må jeg indrømme, at jeg faktisk synes, Uffe har nogle idéer, som tiltaler mig mere. Han siger:

»I Alternativet har folk en anden vækstforståelse, en anden økonomisk forståelse af en mere økologisk, cirkulær økonomi. De ord bliver slet ikke brugt hos de radikale. Der er heller ikke den samme form for social indignation i forhold til ulighed«, siger han i interviewet med Zetlands journalist.

»På en måde er Alternativet både mere rødt, mere solidarisk og mere iværksætter-agtigt på samme tid. Paradoksalt nok. Jeg synes, Alternativet er tættere på det, jeg synes er grundrødderne i Det Radikale Venstre. Bare i en ny tid«, lyder det endvidere fra Elbæk.

Jeg véd, der er mange, der føler, de danske partier er rykket så meget mod højre, at Enhedslisten snart er det eneste parti, man kan stemme på. Hvis Uffe gør det godt, kan han potentielt samle mange utilfredse vælgere op, som hidtil har stemt på DrV, Socialdemokratiet og SF, og som ikke har det helt godt med Enhedslistens uvilje til kompromiser og revolutionære partiprogram.

Når det er sagt, bryder jeg mig nu ikke om de radikale udbryderes måde at lave partier på. Jeg synes, det er en uskik at lave et parti i overskriftsform, finde sympatisører og først derefter at skrive et partiprogram.

Jeg er en stor fan af Det radikale Odenseprogram fra 1905, som blev skrevet af medlemmerne uden politikernes medvirken, og først bagefter fik de mulighed for at tilslutte sig det.

Det er måske lidt urealistisk i dag, men jeg mener nu alligevel, at politikken må komme først, og politikerne bagefter.