Denseman on the Rattis

Formerly known as the Widmann Blog

culturedascotland

“Trods alt det” af Rabbie Burns

I Danmark er det eneste kendte Burns-digt vel Skuld gammel venskab rejn forgo, men Jeppe Aakjær var faktisk en stor beundrer af den skotske barde og oversatte mange andre af hans digte.

I Skotland er A man’s a man for a’ that vel stort set lige så berømt some Auld lang syne, og det var også blandt de digte, som Aakjær oversatte.

Desværre oversatte han det dog til rigsdansk, ikke til jysk, og resultatet er et ret højtideligt sprog, som ikke er nært så mundret som den skotske original og Aakjærs jyske digte.

Men i det mindste havde han styr på versefødderne, så oversættelsen kan synges lige så godt som originalen:

  1. Om en af ærlig Fattigdom
    gav Kampen op, og alt det,
    den Stymper gaar vi udenom,
    i Nøden stolt trods alt det.
    Trods alt det og alt det,
    vort sure Stræb og alt det:
    Din Rang er blot Dukatens Præg,
    dens Guld du selv, trods alt det.

  2. Og er vor Dragt end lidet fin,
    vor Kost kun knap og alt det,
    giv Taaber Silke, Skjælme Vin,
    en Mand er Mand trods alt det.
    Trods alt det og alt det,
    trods Gøglets Glans og alt det,
    Retsindets Mand, om nok saa lav,
    er størst blandt Mænd trods alt det.

  3. Se dristigt paa hin Herremand,
    betragt hans Pragt og alt det;
    har han end tusind Tønder Land,
    er han en Nar trods alt det.
    Trods alt det og alt det,
    hans Baand og Kors og alt det,
    et stolt og uafhængigt Sind
    har ikkun Smil for alt det.

  4. Baroner bages bedst ved Gunst,
    Lensgrever med og alt det,
    men det steg over Kongers Kunst
    at skabe Mænd trods alt det.
    Trods alt det og alt det,
    et malet Skjold og alt det,
    den klare Kløgt, den sunde Sans
    i Rang staar over alt det.

  5. Gid hver maa se det store ske
    — og ske det skal trods alt det!
    at Brav-Mands Dont Evropa rundt
    faar Hæd’rens Plads trods alt det!
    Trods alt det og alt det,
    den Dag er nær trods alt det,
    da Mand og Bror er samme Navn
    al Jorden om trods alt det!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *