Hvis man vil have meget, skal man have et alternativ

Nu hvor den Socialdemokratiske regering er blevet dannet, er det måske værd at se på, hvor meget De Radikale og Morten Østergaard har fået ud af forhandlingerne, og det er ikke meget, så vidt jeg kan se. En del klima- og udlændingeforbedringer, men det var jo også ting, som Enhedslisten krævede. Og så en forlængelse af Margrethe Vestagers ansættelse i Bryssel.

Det er naturligt nok – der var vel kun to alternative parlamentariske grundlag til den regering, der blev dannet:

• SV: meget nem at danne, især hvis man kunne sende Løkke til EU, og den ville potentielt være meget stabil.
• VOKRI: svær at danne, fordi regeringen ville skulle kunne støttes af både DrV og DF, og det ville være meget vanskeligt for Morten Østergaard at bakke op om, når han nu havde talt så meget om et paradigmeskift.

Så i en forhandling mellem Mette Frederiksen og Morten Østergaard er det ret oplagt, hvem der havde de bedste kort på hånden: Det havde Socialdemokraternes formand, fordi truslen om at danne regering med V var meget mere realistisk end en radikal støtte til en fortsat Løkke-regering med DF som parlamentarisk grundlag. Og ikke mindst, fordi De Radikale havde lagt så meget vægt på at sætte DF uden for indflydelse.

Det er bare sådan, det er. Problemet er nok, at Morten Østergaard efter valget opførte sig, som om han var tungen på vægtskålen og kunne bestemme alt, når han i realiteten havde valgt side og ikke realistisk kunne pege på en højrefløjsregering.

Hvis man vil have mere magt, end mandaterne tilsiger, skal man have alternativer. Præcis som i en lønforhandling – det er meget nemmere at få mere i posen, hvis man har fået et tilbud om et godt job et andet sted, end hvis man ikke har nogen alternativer (og chefen er klar over det).

Og det betyder ikke, man skal pege på sig selv som statsministerkandidat, som Uffe Elbæk gjorde det. Det er fint nok at indrømme, man ikke selv har nogen realistisk chance for at blive statsminister, men hvis man ikke kan true med at gå sammen med den anden side, er man ikke tungen på vægtskålen, og så får man altså ikke ret meget indflydelse.

Nu bliver det interessant at se, om Mette Frederiksen i lovgivningsarbejdet hovedsageligt vil benytte sig af sit parlamentariske grundlag, eller om hun til tider vil lovgive sammen med Venstre og andre partier til højre for midten. Om De Radikale vil lave aftaler uden om regeringen sammen med VOKI. Og om SF, Enhedslisten og De Radikale vil gøre livet usikkert for regeringen, hvis de ikke er tilfredse med dens resultater.

PS: Syv kvinder ud af 20 ministre er godt nok ikke mange – og bortset fra statsministerposten er de ikke så tunge, at det gør noget. Det er meget skuffende, især i en tid, hvor så mange andre lande lægger stor vægt på ligestillingen, når de danner regering.

Der er heller ikke aldersmæssigt en regering, der ligner befolkningen. Ministrenes fødselsår er 1977 ± 6 (ældste født i 1963, yngste i 1986), hvorimod Lars Løkke sidste regering var født i 1970 ± 10 (ældste født i 1947, yngste i 1983).

Det er altså ikke godt nok.