Jeg har stor sympati for Gitte Seebergs farvel til Ny Alliance.
Det er spøjst, som alle partier efterhånden skal rubriceres som røde eller blå. Selvom et parti siger, det er et midterparti, vil det blive spurgt igen og igen om dets foretrukne statsministerkandidat og tildelt en farve på baggrund heraf.
Hvad er der galt med deciderede midterpartier? Partier, der mener, de er lige langt fra Socialdemokraterne, de Konservative og Venstre. Og så langt fra både Dansk Folkeparti og Enhedslisten (og måske SF), at de ikke kan samarbejde fast med disse. Partier, der erkender, at de er enige med partierne til venstre på nogle punkter, og dem til højre på andre punkter, hvorfor man kan indtræde både i en socialdemokratisk og i en borgerligt ledet regering.
I en valgkamp vil et sådant parti måtte sige, at det ikke har en fast statsministerkandidat, at det afhænger af, hvem der vil betale den højeste pris og hvem der vil sætte yderpartierne uden for indflydelse.
Som jeg ser det (efter at have læst Søren Harders kommentar), var en af hovedgrundene til at skabe et nyt parti, at der efterhånden ingen midterpartier var tilbage i dansk politik. Men nu har Khader og Samuelsen erklæret, at Ny Alliance er et borgerligt parti, så hvad var pointen egentlig? Hvis jeg havde været medlem af partiet, ville jeg også have forladt det med Gitte Seeberg & co.
