Det har på det seneste været et varmt emne i den danske debat, om universiteterne skal have lov til kun at undervise på engelsk, eller om dansk skal have en særstilling.
Mange af mine danske venner i universitetsverdenen har været på barrikaderne for at værne om engelsk, kunne jeg se på Facebook.
Nu er jeg jo selv kandidat i to fag, hvor en stor del af bøgerne og forelæsningerne var på engelsk (lingvistik og datalogi), og jeg skrev da også mit speciale på engelsk, så det er bestemt en problematik, jeg selv har haft inde på livet .
Fra et rent videnskabeligt synspunkt ville det bestemt være lettere, hvis alle universiteter var 100% engelsksprogede. Alle ville kunne studere, hvor de ville, og al forskning ville være tilgængelig med det samme.
Men universiteterne har jo også en funktion i samfundet. De fleste studerende forbliver jo ikke i universitetsverdenen – de får job andre steder, og ikke nødvendigvis på arbejdspladser, hvor engelsk er arbejdssproget.
Hvad skal vi fx gøre, hvis fremtidige gymnasielærere reelt ikke kan diskutere deres fag på dansk? Skal gymnasiet så også være engelsksproget? Men så vil folkeskolken jo også blive engelsksproget en generation senere, og hvad sker der så med dansk i sidste ende?
På mange måder ser vi i disse år et spejlbillede af situationen for et par århundreder siden, da latin gradvist blev fortrængt fra de højere læreanstalter og blev erstattet af de nationale sprog, deriblandt dansk.
Vil vi en dag se en ny version af Erasmus Montanus, blot under titelen Ross Hill, om en ung mand, der vender hjem fra universitetet og kun kan tale engelsk?
(Se i øvrigt også Thomas Mailunds interessante indlæg om sprog på kurser, der udbydes på både bachelor- og kandidatniveau.)
