bookmark_borderNationalisér Sygeforsikringen “danmark”!

dentist photoDanmark er på mange måde et meget egalitært samfund med en udpræget retfærdighedssans, så for folk, der flytter hertil fra udlandet, kan det virke underligt, at flere ikke er forargede over de høje priser på tandlægebesøg, receptpligtig medicin og briller.

Jeg spekulerer på, om det mon skyldes, at næsten halvdelen af befolkningen (2,5 mio. mennesker) er medlem af Sygeforsikringen “danmark”, der som bekendt giver tilskud til netop tandlægebesøg, medicin og briller.

Desværre kan man ikke melde sig ind, hvis man allerede er syg, hvilket vel rammer kronisk syge, fattige og udlændinge uforholdsmæssigt hårdt – de fattige, fordi kontingentet er oplagt at spare bort, hvis man ikke bruger det meget, og udlændinge, fordi mange af dem først flyttede til Danmark, da de allerede havde en kronisk sygdom.

Hvis betydeligt færre borgere var medlem af “danmark”, ville presset på politikerne for at øge tilskuddet til tandlæger, medicin og briller sandsynligvis blive så stort, at de ville handle, men som situationen er, betyder det, at et flertal er tilfredse med status quo.

Jeg synes derfor, man skal overveje at nationalisere “danmark”. Man kunne gøre det obligatorisk at være medlem, hvor staten så dækkede meromkostningerne ved at lukke kronisk syge ind og i øvrigt betalte kontingentet for folk på overførselsindkomster, men ellers lod sygeforsikringen køre videre uden større indblanding. Det ville i praksis bringe Danmark på linie med mange andre EU-lande, hvor det er obligatorisk at betale kontingent til en sygekasse. Det ville med et snuptag gøre tandlægebesøg, medicin og briller meget billigere i Danmark, og omkostningerne ville vel være overskuelige.

bookmark_borderHvis man vil have meget, skal man have et alternativ

alternative photoNu hvor den Socialdemokratiske regering er blevet dannet, er det måske værd at se på, hvor meget De Radikale og Morten Østergaard har fået ud af forhandlingerne, og det er ikke meget, så vidt jeg kan se. En del klima- og udlændingeforbedringer, men det var jo også ting, som Enhedslisten krævede. Og så en forlængelse af Margrethe Vestagers ansættelse i Bryssel.

Det er naturligt nok – der var vel kun to alternative parlamentariske grundlag til den regering, der blev dannet:

  • SV: meget nem at danne, især hvis man kunne sende Løkke til EU, og den ville potentielt være meget stabil.
  • VOKRI: svær at danne, fordi regeringen ville skulle kunne støttes af både DrV og DF, og det ville være meget vanskeligt for Morten Østergaard at bakke op om, når han nu havde talt så meget om et paradigmeskift.

Så i en forhandling mellem Mette Frederiksen og Morten Østergaard er det ret oplagt, hvem der havde de bedste kort på hånden: Det havde Socialdemokraternes formand, fordi truslen om at danne regering med V var meget mere realistisk end en radikal støtte til en fortsat Løkke-regering med DF som parlamentarisk grundlag. Og ikke mindst, fordi De Radikale havde lagt så meget vægt på at sætte DF uden for indflydelse.

Det er bare sådan, det er. Problemet er nok, at Morten Østergaard efter valget opførte sig, som om han var tungen på vægtskålen og kunne bestemme alt, når han i realiteten havde valgt side og ikke realistisk kunne pege på en højrefløjsregering.

Hvis man vil have mere magt, end mandaterne tilsiger, skal man have alternativer. Præcis som i en lønforhandling – det er meget nemmere at få mere i posen, hvis man har fået et tilbud om et godt job et andet sted, end hvis man ikke har nogen alternativer (og chefen er klar over det).

Og det betyder ikke, man skal pege på sig selv som statsministerkandidat, som Uffe Elbæk gjorde det. Det er fint nok at indrømme, man ikke selv har nogen realistisk chance for at blive statsminister, men hvis man ikke kan true med at gå sammen med den anden side, er man ikke tungen på vægtskålen, og så får man altså ikke ret meget indflydelse.

Nu bliver det interessant at se, om Mette Frederiksen i lovgivningsarbejdet hovedsageligt vil benytte sig af sit parlamentariske grundlag, eller om hun til tider vil lovgive sammen med Venstre og andre partier til højre for midten. Om De Radikale vil lave aftaler uden om regeringen sammen med VOKI. Og om SF, Enhedslisten og De Radikale vil gøre livet usikkert for regeringen, hvis de ikke er tilfredse med dens resultater.

PS: Syv kvinder ud af 20 ministre er godt nok ikke mange – og bortset fra statsministerposten er de ikke så tunge, at det gør noget. Det er meget skuffende, især i en tid, hvor så mange andre lande lægger stor vægt på ligestillingen, når de danner regering.

Der er heller ikke aldersmæssigt en regering, der ligner befolkningen. Ministrenes fødselsår er 1977 ± 6 (ældste født i 1963, yngste i 1986), hvorimod Lars Løkke sidste regering var født i 1970 ± 10 (ældste født i 1947, yngste i 1983).

Det er altså ikke godt nok.

bookmark_borderUnder dobbeltdynen i mørket

two single beds photoI Skotland er det naturligt for et par at sove under en dobbeltdyne i en dobbeltseng, og naturligvis i et mørkt rum.

Naturligvis er dobbeltsenge ret normale i Danmark (men en tur gennem Ikea Odense får mig til at tro, de er relativt mindre udbredte end i Skotland), men dobbeltdyner ser ud til at være ret sjældne. Hvorfor dog det? Det er da så dejligt at dele en dyne!

Har det mon noget med det faktum at gøre, at man i Skotland normalt slukker for varmen natten over, hvorimod man i Danmark har opvarmede soveværelser? Det betyder jo, at det kan blive ret koldt i soveværelset om vinteren i Skotland, og så er det jo rart at kunne varme hinanden op.

Og nu vi er ved sengene: Hvorfor er hovedpuderne i Danmark kvadratiske, så de typisk går ned under ryggen, hvis man ligger nær hovedgærdet? Britiske puder er aflange, så de kun støtter hovedet og nakken, hvilket forekommer mig at være mere logisk og behageligt.

I øvrigt mangler mange danske senge også ordentlige hovedgærder, hvilket gør det ubehageligt at sidde op i sengen i længere tid. Er morgenmad på sengen blevet afskaffet?

Heldigvis kan man jo sagtens indrette sig et dejligt skotsk soveværelse i Danmark, med mørklægningsgardiner, kølige temperaturer, store tykke dobbeltdyner, aflange puder og polstrede hovedgærder, så vi skal nok finde os tilrette, men hvorfor er det dog, så mange danskere foretrækker at sove i lyse værelser under enkeltdyner i senge uden hovedgærder, med puder, der går langt ned under ryggen?!?

bookmark_borderCurtains and the real time difference between Scotland and Denmark

clock photoOn paper, the time difference between Scotland and Denmark is one hour, but that’s not what it feels like.

A 9–5 job is called an 8–4 job in Denmark, and schools tend to start a some point between 7.30 and 8.15 depending on the council area, rather than Scotland’s typical 9am.

So I’d say the real time difference is about 2½ hours.

I’ve also noticed that Danes use fewer and thinner curtains than most Scots. Is there a connexion here? Do Danes start the day earlier because the sun wakes them up most of the year? Do Scots sleep in because their thick curtains protect them from the sun? Or is the causality the other way round?

I have plenty of Danish childhood memories of getting up in the middle of the night and walking to school in the dark, and in Scotland you leave work after sunset for many months every year.

I’m not sure what’s best. It feels like Danes love the morning sun, and Scots hate getting up in the dark.

Perhaps we should just start the day when the sun rises throughout the year instead of using midnight as the basis.

bookmark_borderΠάντα ῥεῖ – til Fyn fra Skotland

bogense photo
Photo by fugzu
Brexit kan virke meget underholdende, hvis man sidder trygt uden for Storbritannien og spiser popcorn, mens man følger galskaben i fjernsynet. Når man bor herovre, er det slet ikke sjovt, skal jeg hilse og sige. Der er slet ingen klarhed over, hvad fremtiden vil bringe, eller over, hvor hård eller blød Brexit mon bliver. Og den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, blev tydeligvis skræmt af catalanernes uautoriserede folkeafstemning, så det er meget usandsynligt, Skotland kommer til at stemme om uafhængighed igen inden for de næste fem år.

Vi har fået nok af usikkerheden. Vores lille firma kan nok ikke overleve en recession af den størrelse, der nok bliver en uundgåelig konsekvens af Brexit, og vi frygter også, hvad den dårlige økonomi vil betyde for uddannelsessektoren og sundhedsvæsnet m.m. Vi flytter derfor nu til Danmark.

Jeg har fået job som seniorkonsulent ved Dansk Sprognævn i Bogense med start den 1. april (hvilket også er den dag, Sprognævnet flytter til byen – 29. marts er sidste dag i København). Jeg flytter naturligvis nogle få dage før den dag, men Phyllis og børnene følger muligvis først efter en måned eller to senere (afhængigt af Brexit).

Marcel flytter i stedet fra Edinburgh til London, hvor han har fået job hos Lloyds pr. 1. september, og Charlotte er midt i sine studier ved University of Glasgow, så hun flytter på kollegium der, men Amaia, Anna og Léon flytter alle med os til Danmark.

Vi har fundet et midlertidigt sted at bo i Bogense, men vi skal naturligvis have fundet noget permanent så hurtigt som muligt. Vi pønser lidt på at bosætte os i Morud eller Veflinge (se kortet ovenfor), da vi godt kan li’ det område og der er en god skole. Det vil også gøre det lettere at pendle til Odense, hvis Phyllis nu finder et job dér.

I den forbindelse vil jeg da gerne bede om hjælp fra mit danske netværk. Er der nogen her, der kender nogen, der kender nogen i Odense eller på Nordfyn, der har brug for en skotte, der har en MA i fransk og tysk (og noget italiensk), kan forstå dansk (men ikke tale eller skrive det så godt endnu), og som har arbejdet som leksikograf og ordbogsredaktør i det meste af sin karriere? Hun har læst sproglig korrektur på engelske tekster for KU og SDU, og for år tilbage arbejdede hun et år som engelsklærer i Frankrig.

Tilbage til Skotland: Her er alt kaos – huset er fyldt til randen med flyttekasser, og vi har hundrede ting, vi skal nå at ordne på meget kort tid. Jeg håber, vi når det. I særdeleshed håber vi på en udsættelse af Brexit (eller på, at Mays aftale godkendes), da vi umuligt kan nå at sælge huset før den 29. marts.

Det bliver spændende at flytte til Danmark, men det bliver naturligvis også hårdt. Børnene og Phyllis skal meget hurtigt blive meget bedre til dansk, og vi flytter til et område, hvor vi ikke kender ret mange. Og det er ikke sjovt at skulle efterlade to voksne børn, Phyllis’ mor og øvrige familie i et andet land – og især ikke, når dette land snart rammes af Brexit.

Πάντα ῥεῖ (“alt flyder”), som Heraklit sagde. Da jeg flyttede til Skotland, regnede jeg ikke med, det var permanent, men da jeg blev gift med Phyllis, ændrede det sig, og vi gik begge ud fra, vi skulle blive i Skotland. Det virkede også så oplagt for få år siden, at Skotland ville vælge selvstændigheden og prøve på at blive et normalt, nordisk land inden for EU, og nu bliver skotterne i stedet smidt ud af EU mod deres vilje. Jeg aner ikke, hvad fremtiden vil bringe. Jeg håber blot, vores flytning til Fyn i fremtiden bliver noget, vi ser tilbage på som en god ændring. At forblive i “Brexit Britain” ville jo også være en ændring i sig selv, blot en dårlig én af slagsen.

bookmark_borderΠάντα ῥεῖ – from Scotland to Funen

bogense photo
Photo by fugzu
As an EU citizen, Brexit has always been a personal worry. I’ve never considered it particularly likely that they’d frogmarch us all out of the country on the 30th of March, but the UK Home Office would just love to extend their hostile environment to EU citizens here, making it difficult to rent or buy property, get a job or access the health service. It’s also clear that Scotland won’t gain control over the powers necessary to prevent this anytime soon.

Brexit will be disastrous in so many other ways, though. The country is already losing large numbers of companies and individuals (including lots of NHS employees), and this will cause a huge recession even if Brexit gets cancelled tomorrow. The NHS will get worse. Universities will get much more insular without access to Erasmus (the programme that allows EU students to study here and Scottish students to study abroad for free). Products in shops will get dearer, less plentiful and less interesting. Politically, Brexit and its consequences will dominate everything for at least a decade, no matter how it ends, and this will prevent the country from solving all the very real problems facing people here.

Phyllis (my wife) and I cannot see how we can keep our company afloat under these circumstances. And we worry a lot about what it’ll mean for the three wee kids (aged 9, 11 and 13). Will they get a worse education than their older siblings? Will they have to pay university fees? Will they be unable to study abroad? And if they all emigrate after graduation because the economic prospects are dire here, will we be unable to visit them abroad because we lost everything in the Brexit recession?

For a long time we hoped that Scotland would launch an independence lifeboat, but it sadly doesn’t seem to be happening soon enough.

So we decided to find a lifeboat of our own. The result is that I’m starting a new job as a senior consultant at the Danish Language Council (the organisation defining the orthography of Danish) on the 1st of April. The Council used to be based in Copenhagen, but they’re relocating on the same day to Bogense, a small town on the north coast of Funen:

It’s quite a nice area (although it’s too flat for our liking) – the schools are good, the houses are cheap, and it’s dominated by tourism. We’ll be within commuting distance of Odense (Denmark’s third city, similar in size to Aberdeen), and it’s only an hour’s drive from Billund (Legoland) Airport.

It means leaving behind the two big kids – Marcel is about to finish university and is moving to London, and Charlotte is currently finishing her first year at Glasgow University, so she wants to stay and finish her degree. Phyllis’s mum and her brother and his family are also remaining in Scotland, and it feels really strange to have to leave them all here. At least salaries are quite a bit better in Denmark than here, so we should be able to come back often. Hopefully we’ll get a house with at least one spare bedroom, because we’re also hoping to get plenty of visitors from Scotland.

Πάντα ῥεῖ (“everything flows”), as Heraclitus used to say. When I moved to Scotland, I thought it was only for a few years, but I then ended up marrying a Scottish lassie, and I then expected to spend the rest of my life here. Now things will be very different, and we can only hope we’ll be happy about this change afterwards. I know for sure I’ll miss Scotland a lot – I’ll always feel partly Scottish. It will be good to escape the Brexit madness, though.

bookmark_borderThe pound since I moved to Scotland

I always find it hard to remember the £/€ exchange rate because it’s always about stuff after the decimal point (my brain is a bit funny in that way), so I tend to prefer to keep track of the state of the Pound Sterling in terms of Danish crowns instead (the exchange rate of the latter is tied to within 2.25% of the euro through the ERM-II mechanism).

When I moved to Scotland, I could buy slightly more than 12 crowns for a pound, but it’s now been closer to 8 for a long time:

I wonder whether I would have accepted my first job in Scotland if the exchange rate had been 8 instead of 12 – a monthly salary of DKK 18k sounds a lot less attractive than DKK 27k, and I think my employer would have found it much harder to justify paying me a salary of £40,500 rather than £27k. To be honest, I probably would have ended up somewhere else instead.