En og et
Léon hører normalt godt efter, så hvis man læser en bog om “et egern” eller “et får”, er der en god chance for, at han vil gentage artiklen korrekt, hvis man taler med ham om historien eller billederne.
Men det gik op for mig i forgårs, at hvis man stiller ham spørgsmål om ting, man ikke lige har talt om, og hvor det oplagte svar er “et”, siger han altid “en”:
– Hvor mange borde er der på billedet?
– Én.
Så jeg har nu brugt et del tid på at stille pædagogiske spørgsmål, så han kan få lært at bruge køn korrekt. Han er trods alt næsten 4½ år gammel og skal starte i skolen efter sommerferien.
Han skal nok blive glad for det i længden. Jeg har i hvert fald ofte ærgret mig over, at jeg kun fik lært tysk køn og kasus i det omfang, det var nødvendigt for at forstå talt tysk.
Det er jo forbandelsen ved at være tosproget i en situation, hvor man næsten aldrig har brug for at tale sprog nummer to: Man lærer at forstå det som en indfødt, og ens udtale er stort set perfekt, men man laver stadigvæk dumme fejl, der straks afslører en som ikke-indfødt.