Denseman on the Rattis

Formerly known as the Widmann Blog

dafeaturedlinguistics

Hvil i fred, propædeutik!

Jeg så netop i det seneste nyhedsbrev fra Lingvistik, at diskussionerne om propædeutikkens fremtid ser ud til at ende med dens død. 🙁

Propædeutikken – det ikke-indoeuropæiske sprog, som alle lingvistikstuderende i Århus skulle lære på første år – var en god og stor oplevelse for mig, og så vidt jeg husker, var det en medvirkende årsag til, at jeg valgte at studere i Århus frem for København. Jeg valgte japansk (mig og Uffe – der valgte hebraisk – var vist de første, der nogensinde havde valgt sprog uden for instituttet – alle andre havde valgt ungarsk eller finsk, og der blev nok set lidt skævt til os), og jeg studerede derfor japansk fuldtids sideløbende med lingvistik det første år. Jeg fortsatte med japansk yderligere et halvt år, men derefter fik jeg for travlt med lingvistik, og jeg blev nødt til at droppe det.

Jeg havde som sagt stor glæde heraf, men jeg kan godt se, at det i disse tider, med den øgede fokus på studietiderne og med de meget korte suppleringsfag, nok ikke kan opretholdes.

Jeg synes dog, det er synd helt at droppe indlæringen af en meget underligt sprog. Samtidig kan man godt argumentere for, at de propædeutiske sprog på AU ikke var ideelle: Finsk og ungarsk er meget præget af indoeuropæiske sprog, semitiske sprog er ikke specielt underlige, og japansk og kinesisk har en anderledes skrift, der gør indlæringen unødigt kompliceret. Der findes mange rimeligt underlige sprog med en nem skrift, der kunne være mere velegnede, fx baskisk, tyrkisk eller grønlandsk, for slet ikke at tale om sprog fra andre verdensdele.

Jeg synes, det ville ideelt at lave et minipropædeutisk kursus for lingvister i løbet af det første studieår, fx med en belastning på 1/4 årsværk. Allerbedst ville det være, hvis sproget varierede fra år til år, så de studerende senere på tværs af årgangene kunne sammenligne deres sprog.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *