Den forsinkede bryllupsfest
Som læsere af denne blog vil vide, blev Phyllis og mig gift den 28. februar.
Man vil måske også huske, at vi holdt brylluppet i huj og hast, fordi jeg havde fået at vide, at mit job muligvis skulle skæres væk.
Idéen var på det tidspunkt, at vi ville blive gift hurtigt og så holde bryllupsfesten, når jeg igen havde fast job.
Så langt, så godt! Vi blev gift, og det var en dejlig dag.
Vores nærmeste familie var der, og mange af Phyllis’ venner kom forbi til receptionen.
Det blev i månederne derefter klart, at jeg ville miste mit job, og vi fandt også ud af, at recessionen gjorde det meget vanskeligt at finde et godt job i Glasgow-området.
Vi startede derfor vores eget firma, og det har jeg ikke fortrudt – med fire børn i huset (og det femte på vej) er det skønt med den fleksibilitet, som det giver.
Men livet som selvstændig er også uforudsigeligt: Der er gode måneder, og der er dårlige måneder.
Det gør, at det desværre ikke er tilrådeligt at brænde en masse penge af på en stor fest på nuværende tidspunkt. 🙁
Det er vel først, når de dårlige måneder er gode nok til at betale de faste udgifter, at man kan tillade sig at spendere overskuddet fra de gode måneder, og det punkt har vi ikke nået endnu.
Reelt er det derfor udelukket, at vi holder bryllupsfest i år, og de første par måneder efter den forventede fødsel i januar er vi nok for udkørte.
Hvis vi er heldige, kan vi derfor måske begynde at planlægge bryllupsfest i løbet af foråret (2010), men hvis firmaet tager længere tid at løbe i gang, kan det også nemt blive en del senere.
Det var naturligvis ikke det, vi så i ånden, da vi besluttede at adskille bryllup og fest – dengang troede vi, festen ville blive holdt nogle få måneder senere, mens vi stadig kunne genkende os selv på billederne.
Nu står vi så i en underlig situation: Til brylluppet gav nogle folk os gaver, men de fleste gjorde, hvad vi anbefalede på bloggene, og gav os blot et kort, hvor det stod, at vi ville få en gave til festen. Og mange af vores venner, især dem i Danmark, nåede måske slet ikke at opdage, at vi skulle giftes, og vi sendte dem ingen invitationer, da vi ville gøre det til festen i stedet.
Men hvem gider komme til en bryllupsfest flere år senere?
Mads og Bolette valgte en løsning ala jeres. Vist ikke så meget pga. økonomi som pga at de gerne ville giftes men ikke kunne finde overskud til den store bryllupsfest på daværende tidspunkt. http://bumlebi.wordpress.com/mb2aarsdag/
Nogle af mine forældres venner blev ligeledes gift uden at holde fest. Efter et par år som ægtefolk besluttede de i stedet at invitere alle deres venner til Kerteminde til en seljtur på bugten. I stedet for at lade dette stå alene besluttede de at gøre det til en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor de i ugen op til sejlturen overnattede på en campingplads. Det resulterede i at år efter år mødtes deres venner for at fejre den så vel som gense hinanden på campingpladsen, og nye venner kom til med årene.
Jeg havde faktisk selv overvejet noget af det samme eftersom vores egen bryllup en overgang så ud til at blive hit ‘n’ run -kedelige formaliteter- uden fest og ballade. Og jeg må indrømme at en årligt tilbagevendende begivenhed ala åbent hus, eller BBQ for dem der tilfældigvis er i landet, stadig er en sød tanke jeg har svært ved at give slip på.
Hvor mange har ikke sagt efter deres bryllup at nogle af de inviterede gled ud af vennekredsen? Eller at hvis de havde vist hvor meget de kom til at holde af nye venner skulle disse have været med?
Med en årlig tilbagevendende begivenhed kan man forlænge oplevelsen og skabe en rigtig sød tradition, og så slipper man i øvrigt for at skulle leve op til det efterhånden overskruede glansbillede af “drømmebrylluppet”