Denseman on the Rattis

Formerly known as the Widmann Blog

daobituary

Peter JC in memoriam

port in the kitchen photo
Arne, Peter, Jesper, Thomas & Simon tilbage i Sønder Vissing Præstegård tilbage i 2006. Foto herfra: viralbus
Tyverne starter elendigt: Først et brændende Australien og en truende krig med Iran, og nu er min gamle ven Peter Juhl Christiansen (bedre kendt som Peter JC eller Guitar-Peter) afgået ved døden.

Vi var begge tutorer på samme tidspunkt, og sammen med Jesper lavede vi den berømte Russangbog 1994. Da vi havde udvalgt sangene og sat dem i LaTeX, spillede Peter hele sangbogen igennem på sin guitar, mens Jesper og mig sang. Det lød helt sikkert fantastisk.

På cirka samme tidspunkt startede vi en læsegruppe, igen sammen med Jesper, samt Arne og Simon. Emnet var portvin. Vi startede med de billige vine, men med årenes løb fik vi trænet ganerne og begyndte virkeligt at værdsætte den ædle drik. Flere af os flyttede til udlandet, men vi blev ved med at mødes fra tid til anden, og det var planen at mødes snart igen. Vi var jo for første gang i tyve år alle fem bosat i Danmark igen. Nu bliver det aldrig det samme.

Vi var også begge aktive i TÅGEKAMMERET, omend vi ikke sad i bestyrelsen på samme tidspunkt (og naturligvis var vi i al venskabelighed svorne fjender, da jeg var gammel Næstformand og han gammel Formand).

Jeg kommer til at savne Peter. Han var en god ven, og selvom vi ikke mødtes så ofte, kunne vi altid bare fortsætte, hvor vi slap. Da jeg kort kom forbi hans hospitalsseng kort før jul, var han allerede meget svag, men han talte alligevel positivt om portvin og min flytning til Fyn. Jeg ville gerne have kunnet se frem til at drikke pensionistportvin med ham en dag.

Jeg vil gerne til sidst gengive den forsang, vi sammen med Jesper skrev til Russangbogen (mel.: Elefantens Vuggevise):

  1. Nu har vi skrevet en russangbog
    med sange på alle sider.
    Og sangene kan synges smukt,
    hvis altså nu bare man gider.
    Syng til, russenusser! I kan jo godt!
    Og drik en øl eller flere.
    En sodavand, smukt farvet, blo̊t,
    ikke med giftige E’er.

  2. Alene i verden, det er vi ej
    for flinke mennesker hjælper.
    Blandt dem er ric og Jakob især
    og Mor’ndagens Onde Genier.
    Vi fandt mange sange, vi nævner blot én,
    som absolut ikke ku’ synges.
    Vi gav den fluks en ny melodi,
    og nu kan den immervæk nynnes.

  3. Vi har en del problemer haft
    – nej, nu bliver det vist for LaTeXnisk!
    Istedet vil vi synge om
    hvorfor denne bog er fantastisk…
    Den har sange, både for store og små
    som alle kan spilles på elbas.
    Det véd vi fordi den skrevet er
    af Peter, Jesper og Thomas.

Mindet om Peter vil leve meget længe.

One thought on “Peter JC in memoriam

  • Anna-Marie

    Hejsa. Jeg kendte Peter senere i livet igennem en gruppe på fjæsen. Vi var alle del af en gruppe for par. Vi mødtes en del gange, dels herhjemme men også på Nørrebro og senere i Greve. Jeg mistede kontakten men glemte aldrig Peter. Et helt igennem sympatisk, vidende, venligt, rart og humoristisk menneske.
    Ære være Peters minde

    Reply

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *