Noget af det mest besynderlige i valgkampen er pensionsdebatten.
Partierne diskuterer pensionsalderen mange år ud i fremtiden som om arbejdsmarkedet kan fremskrives med lineal, lommeregner og formelsamling.
Men økonomiske fremskrivninger er altid baseret på forudsætninger. I dette tilfælde antages det at der vil være mangel på arbejdskraft i fremtiden, og at folk i tresserne vil have de evner som arbejdsmarkedet efterspørger.
Men vi kender ikke fremtiden. Bl.a. udvikler kunstig intelligens sig med rivende hast. Som et eksempel kan vi tage den nye udgave af ChatGPT (5.4) som netop er lanceret: I en test klarer den sig lige så godt som eller bedre end fagfolk i 83% af veldefinerede arbejdsopgaver indenfor vidensarbejde.
Hvad konsekvenserne bliver, véd ingen. Nogle forestiller sig mest produktivitetsgevinster og gradvis tilpasning; andre ser risiko for langt mere voldsomme forskydninger, især indenfor vidensarbejde. Det betyder bare at det virker en anelse overmodigt at diskutere pensionsalderen tyve år frem som om verden forbliver nogenlunde genkendelig og administrerbar hele vejen.
Vi aner heller ikke hvordan Iran, Ukraine, Grønland og resten af den geopolitiske rodebutik ser ud om fem eller ti år, for slet ikke at tale om den globale opvarmning og mange andre usikkerhedsfaktorer.
Men i dansk politik taler man stadig om pensionsalderen i 2050 som om fremtiden allerede ligger sirligt arkiveret i et regneark. Det forekommer mig naivt.