Denseman on the Rattis

Formerly known as the Widmann Blog

dadenmarkpolitics

De danske partier i to dimensioner

For et par år siden skrev jeg en blogposting, hvor jeg så på, hvor tæt de danske partier er på hinanden, når man plotter dem i et todimensionelt koordinatsystem med værdipolitikken på X-aksen og den økonomiske politik på Y-aksen.

I anledning af folketingsvalget den 15. september tænkte jeg, det måske var på tide at ajourføre denne graf (klik på den for at se den i en større udgave).

Jeg har ladet de fleste partier blive, hvor de var, men jeg har rykket de Konservative væk fra Dansk Folkeparti, da de under deres nye formand modigt har prøvet at lægge afstand til dem, hvorimod jeg har indtryk af, at Venstre stadig klart foretrækker et samarbejde med Pia Kjærsgaard.

Mange vil sikkert mene, jeg har placeret mange af partierne forkert. Det er jo til syvende og sidst et spørgsmål om, hvem i partierne man lytter til. Der findes bestemt medlemmer af Venstre, der ønsker et samarbejde hen over midten, og det er bestemt ikke alle SF-medlemmer, der har været enige i deres ledelses fortsatte kamelslugning.

Opdatering (30/8): Baseret på Rasmus’ kommentar er her en ny udgave, som måske er mere retvisende:

I tilfælde af, at andre vil lave deres egne grafer, er her OpenOffice-regnearket, jeg lavede graferne i.

0 thoughts on “De danske partier i to dimensioner

  • Rasmus Underbjerg Pinnerup

    Jeg studser lidt over placeringen af LA og SF på den “værdipolitiske akse”. Nu er “værdipolitik” jo mange ting, der således ikke let lader sig smække ned på én akse, men på spørgsmål om almindelige demokratiske frihedsrettigheder ville jeg nok placere SF betydeligt længere til højre eller måske snarere LA længere til venstre. SF er jo positive over for minimumsstraffe, sexkøbsforbud og tvangskvotering og har sågar en retsordfører, der har talt for, at det skal være strafbart at surfe “udemokratiske” hjemmesider, samt en sundhedsordfører, der har sagt, at politiet skal sættes ind, hvis læger og sygeplejersker i deres fritid privat hjælper papirløse migranter.

    Reply
  • Det kan jeg sagtens give dig ret i, Rasmus. For SF’s vedkommende har jeg i høj grad taget et gennemsnit af deres ledelse og deres medlemmer; hvis jeg skulle basere det kun på førstnævnte, ville de helt klart ryge meget længere mod højre.
    LA føler jeg altid, det er svært at placere, fordi det er så lille et parti, men du har nok ret.

    Reply
  • Anders Wegge Keller

    Kan du så også forklare hvad det er LA vil forbyde, som DRV går ind for at tillade?

    Og kan vi få nogle enheder på den værdipolitiske akse?

    Reply
  • Pingback: De danske folketingskandidater i to dimensioner | The Widmann Blog

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *