Den enes død, den andens død?
Da Kristeligt Folkeparti og CD røg ud af Folketinget, var jeg – som mange andre radikale – ret glad: I vores selvforståelse var de overflødige midterpartier, da rollen som tunge på vægtskålen naturligvis udfyldtes bedst af Det radikale Venstre.
Men i bagklogskabens klare lys er jeg nu begyndt at overveje, om deres eksistens ikke var forudsætningen for radikal indflydelse.
For at et eller flere midterpartier kan have indflydelse er det en forudsætning, at der er flertalsmuligheder til begge sider, fx at både V+K+R+CD og S+SF+R+CD tæller mindst 90 mandater.
Men da CD forsvandt i 2001, forsvandt også muligheden for et flertal bestående af midte + venstrefløj, idet VKO pludselig havde flertal alene.
Var det mon ikke, fordi en god del af CDs vælgere gik til V, K eller O?
Så jeg spekulerer på, om DrVs fremtid ikke sikres bedst ved at håbe på, at både Liberal Alliance og Borgeligt Centrum vokser og bliver permanente elementer i dansk politik.
De behøver ikke blive ret store. De skal blot trække nok stemmer væk fra V, K og O til at forhindre, at VKO har flertal alene, samtidig med, at de Radikale skal trække stemmer nok til at forhindre et rødt kabinet.