Dem af os som kan stemme, skal stemme i overmorgen. (Og ja, det er en skandale at det er blevet så svært at få statsborgerskab – hverken Léon eller Phyllis er tæt på, selvom de har boet her i snart syv år!)
I stedet for at fokusere på hvad partierne lover her i valgkampen, tænkte jeg at jeg lige ville se på nogle konkrete sager fra den forgangne folketingsperiode. Det har ikke været helt let at finde ud af hvad de forskellige partier har ment om dette og hint, så hvis der er konkrete fejl i nedenstående, så sig til!
(1)
At erstatte de gamle F16-fly med F35 var aldrig helt min kop te, men før Trump gav det måske mening. Men at holde fast i beslutningen og oven i købet at indkøbe mange flere forekommer mig ret tåbeligt når det er helt muligt at amerikanerne kan sætte dem ud af spillet med kort varsel (selv hvis der ikke er et “kill switch”, kan de bare holde op med at sende opdateringer).
Så vidt jeg kan gennemskue, har kun Enhedslisten og Alternativet konsekvent været imod, men de Radikale er ved at få kolde fødder og har stillet spørgsmål til om man ikke kunne gøre noget andet. Alle andre har vistnok konsekvent holdt fast i F35.
(2)
Endnu værre var baseaftalen med USA som giver amerikanske styrker adgang til at oprette militærbaser i Danmark. At den ikke er blevet droppet på stedet efter truslerne mod Grønland, er uforståeligt.
Imod var igen EL og Alt. Og igen nogen skepsis fra DrV. Og igen var alle andre for.
(3)
Kontanthjælpsreformen var en svinestreg. Selvom der nok var gode elementer i den, har den ført til hjemløshed og andre problem.
Den blev vedtaget af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Konservative, de Radikale og SF (de to sidstnævnte havde nogle forbehold, men stemte stadig for). Alle andre var mig bekendt imod.
(4)
Universitetsreformen var heller ikke god. Jeg kunne faktisk godt se rationalet i at reducere antallet af uddannelser, men at forkorte dem virker som galimatias. Den blev vedtaget af Socialdemokraterne, Venstre, Moderaterne, SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. De andre var imod.
(5)
Nadinesagen var virkelig grim og viste Socialdemokraterne fra deres værste side. Da det ikke var et lovforslag, men en forvaltningssag, kan man blot konstatere at alle regeringspartierne så ud til at støtte op om deres linje, og at de Radikale og Enhedslisten gjorde mest for at støtte hende og de andre som blev ramt.
(6)
Afskaffelsen af store bededag var demokratisk problematisk fordi den hverken var blevet nævnt i valgkampen eller kunne begrundes som tvingende nødvendig. Det virkede som om hovedformålet var at vise handlekraft.
For: Socialdemokraterne, Venstre, Moderaterne og de Radikale. Imod var alle andre.
(næsten 7)
En positiv sag var momsfritagelsen, men den nåede ikke at blive vedtaget før valgudskrivelsen, så den tæller ikke med her. Det var ellers en god idé!
Konklusion:
Som gammel radikal gør det lidt ondt at måtte indrømme at kun Enhedslisten og Alternativet konsekvent har stemt som jeg selv ville have gjort det, i de forgangne 3 1/2 år.