Underliggende geminerede konsonanter på dansk
Jeg erindrer ikke nogensinde at have set emnet nævnt i fonetikbøgerne på lingvistikstudiet i Århus i 1990erne, men jeg er begyndt at blive bevidst om, at jeg rutinemæssigt producerer geminerede konsonanter, når jeg synger på dansk.
Hvis jeg fx synger Tre små soldater, synger jeg linien Lille soldat som [lil?? sold?æ?d?], ikke som [li?l? sold?æ?d?]. Jeg vil dog ikke mene, sidstnævnte udtale er umulig, blot at den forekommer mig mindre naturlig.
Derudover har jeg bemærket, at jeg også producerer geminerede konsonanter i bestemte andre sammenhænge. For eksempel udtaler jeg normalt Lille Anna som [?lil? ?ænæ], men hvis hun har slået sig, og jeg skal trøste hende, virker det mere naturligt at sige [?lil?? ?æn?æ].
Kan evt. dansksprogede, der læser dette, bekræfte, at I også geminerer konsonanter under visse forudsætninger? Og har I set det beskrevet nogetsteds?
Hvis vi antager, at disse geminerede konsonanter er en del af dansk udtale, leder det naturligt til spørgsmålet, om et ord som lille underliggende er [?lil?] (hvilket betyder, at konsonanter nogle gange forlænges fonetisk efter kort trykstærk vokal) eller [?lil??] (hvilket betyder, at geminerede konsonanter reduceres i de fleste sammenhænge).
Jeg véd ikke, hvad svaret er, men hvis man vælger sidstnævnte analyse, får det dansk til underliggende at ligne norsk og svensk mere, end man umiddelbart skulle tro.
Jeg har aldrig tænkt over det, men nu hvor du siger, ja så, danner jeg også geminerede konsonanter (var slet ikke klar over at der var noget der hed den slags). Når folk leger med deres hunde og f.eks. siger ‘Du er så dygtig’ danner de så også geminerede konsonanter?