Enden på den britiske kontraktpolitik i Danmark
I Storbritannien, hvor det p.g.a. valgsystemet er normalt, at ét parti har absolut flertal i parlamentet (omend dette ikke er tilfældet for tiden), har partiernes valgprogrammer (“manifestos” på engelsk) en nærmest mytisk status: Det regnes for påkrævet at gennemføre alt, der står i dem, og det ses ikke gerne, man gør noget væsentligt, som ikke er annonceret deri.
I Danmark har situationen været meget anderledes, da det er blevet betragtet for givet, at et regeringsparti ville være nødt til at forhandle med mange andre partier, hvorfor valgprogrammerne nærmere har haft karakter af en ønskeseddel, som man slet ikke kunne drømme om at gennemføre fra ende til anden.
Fogh tilnærmede dansk til britisk politik ved at indføre sin kontraktpolitik, der på mange måder mindede stærkt om den britiske “valgprogramspolitik”. Det besynderlige var, at han kunne klare at gennemføre det i et system med så mange partier, men det skyldes nok, at Venstre kunne danne flertal med kun De Konservative og Dansk Folkeparti, og førstnævnte var glade for bare at være med i regeringen, og sidstnævnte var glade, så længe de fik nogle xenofobiske stramninger et par gange om året.
Helle Thorning-Schmidt så ud til helt at acceptere kontraktpolitikken som basis. Dette skyldes måske hendes kendskab til britisk politik – hun er jo Neil Kinnocks svigerdatter og efter sigende en stor fan af Tony Blair.
Problemet er bare, at hun (og mange andre nye danske politikere) havde glemt den gamle kunst med at tælle til 90 mandater. Hun troede, hun bare kunne lave sin kontrakt med vælgerne, sit manifesto, men hun glemte at sikre sig 90 mandater bag sin kontrakt. Nu ligger hun, som hun har redt.
Som gammel radikal (omend ikke længere medlem) glæder det mig, at mit gamle parti igen har lært kunsten at arbejde til begge sider for at få sin politik gennemført. I al for lang tid så det ud til, at man var blevet en del af rød blok.
Nu må vi blot håbe på, at næste valg ikke fører til, at enten venstrefløjen (EH + SF + S) eller højrefløjen (DF + K + V) har flertal alene.